Grethe som persona præsenteres i Introduktion til Ledelseshverdage. Hun er erfaren personaleleder i det private og nu ny i rollen som leder af ledere.

Og det begynder godt for Grethe, med behov for forandringsledelse: 

Hvad gør du, når dine medarbejdere beklager sig? Hvad stiller du op med deres kritik? Hvad gør du, når de har ret? Hvad gør du, når de tager fejl? Hvad gør du, når du ikke aner, hvad du skal gøre?

Grethe har været i jobbet i seks måneder, og netop oplevet at voldsomt kritiske medarbejderreaktioner på et større forandringsprojekt skaber indre tumult. Hun føler sig først en smule forulempet, men heldigvis har Grethe en god bekendt, der kan fortælle hende om organisatorisk bevidsthed og selviagttagelse, og så har hun også hentet noget stof fra Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag. Det udvikler sig til en mailudveksling om sociale aktører og organisationens krop. Det var det der hed organisationskultur på tidligere tiders HD-studie. Grethe anlægger et bevidsthedspsykologisk blik og inddrager i øvrigt en bevidsthedsmodel, der går igennem hele bogen. 

Min drøm er, at HR bliver frontløber i udviklingen af en mere aktiv læringskultur, hvor medarbejdere såvel som ledere bliver mere risikovillige, tør tage chancer, være nytænkende og løsningsorienterede – inden for ansvarlighedens rammer naturligvis. En kultur, hvor fejl ikke ses som forbrydelser, som den, der fejler, skal skamme sig over.

Grethe forsøger på forskellige måder at angribe sit problem. Det går ikke så godt i første omgang, men en kollega hjælper hende til at se, at medarbejderne måske ikke altid tør tale åbent til hende, og hendes foretrukne medarbejder er muligvis så ambitiøs, at han sommetider rammer nogen med albuerne. Men basalt handler det om at invitere til åben kritik og debat – med sigte på en ‘professionel uenighedskultur’.

Med støtte i bevidsthedsmodellen og appreciative inquiry når Grethe frem til, hvordan kulturen kan ændres.

Organisatorisk lytning skal være et af vores vigtige strategiske virkemidler.

Problematikken er ikke ny, og det er en fordel, at Grethe også er nybegynder udi bevidsthedsmodellen, så man får indtryk af, hvordan den kan implementeres, også selv om man er uprøvet som leder. Der er dog gjort rigeligt ud af Grethes persona. Vi behøver ikke at vide, at hun retter på hovedpuden, før hun sover. Det gør hende naturligvis meget menneskelig, men det havde været tilstrækkeligt med hendes overvejelser.

Grethe lagde en plan, men så skete der noget helt andet

Bevidsthedens brugsværdi i forandringsledelse

Signe Groth-Brodersen & Søren Willert 

136 sider

Content Publishing ApS 

Udgivet: 2022

Birte Strandby