Med døden som biperson
I den indledende novelle Boksning fortæller den gamle bokser, Dynamoen Drejer, om sit liv, om sin kone, sin søn og sin boksning, generelt og fra kampen mod Jørgen Gamle Hansen, der fandt sted endnu inden han blev til Gamle Hansen.
Forfatteren er med på sidelinjen og den, der begynder novellen med et ‘Kom i gang!” – og han har også et bijob med at skubbe den gamle boksers sygeseng ind på operationsstuen. Der gøres klar til operation, og den gamle begynder sin kamp og sin historie, hvor Wegner-sofaen fylder næsten lige så meget som den søn, han ikke rigtigt forstår. Og den hustru som han forstår endnu mindre, men som han har lært at leve sammen med. Størst af alt er boksekampen især den sidste, kampen mod Gamle Hansen, og så er det slut. Fin opbygning, og det kan man også sige om de øvrige noveller.
Jysk lavendel er en kærlighedshistorie. Fortælleren giver os et uskarpt billede af den store kærlighed der er alt det, han ikke forventer. Hendes følelser for ham ændres ved mødet med en anden mand, og fortælleren ved det, før hun selv ved det. Bitterhed og indsigt er straffen for ikke at være elsket.
Der er en tung tone i alle novellerne, selv novellen Stolen der i princippet kunne være morsom i fremstillingen af en kvindes bizarre arbejde med at lave sin mand om. Men ellers danses der vals på kanten af tilværelsens ulidelige meningsløshed, hvor kvinder og sofaer er lige vigtige, og det hele alligevel ender med døden. Selvvalgt, tilvalgt, fravalgt.
Martin Dreyer Pedersen
Om at grave sin egen grav
102 sider
byens forlag
Udgivet: 2016
Birte Strandby
