“Uden Grænseforeningen havde der med stor sandsynlighed ikke eksisteret et dansk mindretal i Sydslesvig i dag”, siger Axel Johnsen, der har skrevet et gedigent og informativt værk om Grænseforeningens udvikling fra 1920 til 2020.
Grænseforeningen er en af Danmarks største græsrodsbevægelser, og i 1949 var der ikke mindre end 200.000 medlemmer fordelt på 400 lokalforeninger. Foreningen er nu paraplyorganisation for 55 aktive og selvstændige lokalforeninger, der arrangerer foredrag, ture til Sydslesvig, sangaftener og meget andet.
I 1920 var det ikke lykkedes at få Flensborg med ved Genforeningen, og foreningens første mål var at nå frem til en ny afgørelse i grænsespørgsmålet. Senere er der kommet flere medlemmer til, der ikke ønsker en grænserevision, og foreningen koncentrerer sig herefter om at hjælpe sydslesvigerne til kulturel overlevelse. Grænseforeningen formidler statsstøtte til Sydslesvig, og til staten formidles mindretallets behov og ønsker. Trods en nogenlunde stabil målsætning, udgør uoverensstemmelser og diskussioner en massiv del af beretningen.
Det er historien om lokale i lokale foreninger, om entusiaster og politikere, nationalkonservative, jyder og københavnere, og ikke mindst om deres kontroverser gennem tiden. Det handler også om den til enhver tid siddende regerings forhold til Sydslesvig, og om hvordan den danske regerings dårlige samvittighed har bidraget til at oprette skoler og ungdomsforeninger i Sydslesvig.
Af mange interessante fotografier kan nævnes et billede fra 1919, hvor 100.000 mennesker er samlet på Amalienborg Slotsplads for at udtrykke ønske om at få Flensborg til Danmark.
Historien er omfattende, men en læsning værd også for læsere der ikke har kendskab til Grænseforeningen, dels fordi foreningens historie handler om danskernes forhold til demokrati og fællesskab, og dels fordi samme historie er med til at forme danskernes forestilling om, hvad det vil sige at være dansk.
Foreningen har 100 års jubilæum i 2020.
Grænsen, folket og staten
Grænseforeningens historie 1920-2020
Axel Johnsen
443 sider
Gyldendal
Udgivet: 02.12.2019
Birte Strandby