Sam Hythe er fotograf, og har altid beskæftiget sig med lys. Hans familie blev myrdet, da han var barn, og han har hele livet følt sig ansvarlig for tragedien, som også har præget hans liv siden. Han lider af tvangstanker, og har det svært med nære relationer, hvilket også har skabt problemer i forholdet til hans egen familie. Ved romanens begyndelse er Sam blevet bevidst om, at han snart vil miste sit syn. Han er rejst væk fra storbyen for at færdiggøre en udstilling, og for at finde ud af, hvad der egentlig er sket med hans familie. Og lidt efter lidt vender fortiden tilbage i Sams bevidsthed.
Romanen veksler mellem fantasi og tilbageblik, der er ikke meget egentlig handling i romanen. Det vrimler med associationer og metaforer, og det er tydeligt at se, at forfatteren er billedkunstner.
” En hund gør. Regnen drypper. Månen tysser på horisonten ude på havet. Et blødt brag svæver med vinden, breder sig ud, idet leret splintres. Tunger af lys slikker hen over loftet. Søgende. En dues vinger folder sig ud i dæmpede slag, stiger op over æbletræet. Det bløde græs aftegner langsomme, viftende strøg hen over fliserne, hen over mine hænder.”
De mange og lange beskrivelser af vand, måne, stjerner og pæne hør – jakkesæt, som ikke har nogen direkte betydning for handlingen, er dog ikke tilstrækkeligt til at fastholde en jævnt utålmodig læser.
Chris Heape forsøger at trække os med helt ind i hjertet på Sam, men romanen mangler et gear eller to.
Chris Heape : ”Glimt”
Turbine-forlaget
177 sider
Udkommet 28/10 2016
Anmeldt af Maibritt Lindblad
