Her er danskernes svar på Fuglene af Daphne du Maurier i Hitchcocks filmatisering, og Den femte dag af Frank Schätzing. Det ligner en velleveret uppercut fra den længe trængte natur til menneskeheden, og det er rent guf for thrillerelskeren.

En dansk semi-forsumpet journalist, Jesper, falder over et lig på en strand i Thailand. Han tager et usb-stik fra liget, og så er fanden løs. I Danmark opdager Kathrin, amatørornitolog, nogle besynderlige reaktionsmønstre hos fugle, og lige pludselig invaderes hendes hjem af nogle secret service men der inddrager hendes computer og hendes mobiltelefon. En forsker i biotoper bemærker tiltagende klimaforandringer – og forsvinder efterladende en datter, en lille pige. Og det bliver ikke den eneste forsker der forsvinder. Fælles for dem er, at de har bemærket underlig adfærd hos fugle.

Det viser sig, at liget på stranden også er en forsker der angiveligt er blevet myrdet. Jesper og Kathrin begynder at korrespondere, og så bliver de begge til byttedyr – tilsyneladende for en statslig myndighed der er aldeles uden skrupler. Sporene fører til USA, og de tager begge af sted mod det, de tror, er løsningen på gåden.

Det er en fantastisk snigende optakt til en hektisk thriller præget af truende fugle der enten nidstirrer vores hovedpersoner fra byskilte eller ligefrem angriber, når de samme hovedpersoner ikke trues af allestedsnærværende pistolmænd der har til opgave at få slukket for Kathrin og Jesper. Samlet bliver det – som det jo gør, når thrilleren ellers er velskrevet – en fed kamp mellem en magtfuld fjende og to af hverdagens mere diskrete helte, om en hemmelighed af de mere subtile, overraskende og umulig at gætte.

Glasnøglen

Alex Karl Morell

324 sider

Forlaget Bindslev

Udgivet: 21.09.2018

Birte Strandby