Egentligt skulle man jo tro, at ligestillingen var kommet ret langt i Danmark. Her har kvinder stemmeret ligesom mænd, lige adgang til uddannelse, og der er relativt mange kvinder højt placeret i erhvervsliv og embedsværk, omend måske stadigt færre kvinder end mænd i politik. Formelt har vi ligestilling.

Men her er dagens gyser. Seks kvinder fortæller om deres parforhold. Der er noget fælles tragisk over fortællingerne, dels kvindens accept af ægtefællens dominans – for husfredens skyld, for børnenes skyld, og dels det forfærdelige faktum, at det altid – som i ALTID – går ud over børnene. Desuden er det fælles for de seks fortællinger, at manden bruger psykisk og/eller fysisk vold, og at det handler om magt.

En af kvinderne fortæller om sit ægteskab med en mand der insisterer på at bestemme alting incl. om hun må trøste sine børn, når de er kede af det. Manden bruger ikke fysisk vold, men kvindens holdning er, at fysisk vold måske havde været lettere at have med at gøre. Først da den yngste af de tre børn nærmer sig teenagealderen, tør hun rykke ud af ægteskabet. Alle tre børn oplever at blive misbrugere. Kvinden har familie der ikke lægger skjul på, at de synes, hun skal blive skilt, men hun bliver hængende alt for længe som de andre kvinder i bogen. Hun skriver selv, at hun mener, man skal blive i ægteskaber med børn.

Flere af kvinderne kommer fra kulturer med en mere kollektivistisk baggrund, måske endda fra kulturer hvor kvindens betydning er afhængig af manden. Men der er også danske parforhold med psykisk og fysisk vold. Her handler det ligeledes om magt, men det er ikke en kulturel ting. Derimod kunne man få en mistanke om, at mændene kunne være sociopater. De virker vildt selvcentrerede, og deres interesse for børnene er minimal, undtagen i det omfang de kan anvendes som våben mod hustruen, og det er desværre forbløffende ofte.

Efter hver af de seks fortællinger er der en gennemgang af de muligheder pædagoger, læger, lærere, kommunen har haft for at gribe ind og forhindre yderligere undertrykkelse. Disse afsnit omtales som ‘dilemmaer’ – det vil sige episoder, hvor en socialrådgiver eller læge har haft mulighed for at gøre noget, men har undladt at reagere, måske fordi vedkommende har været i tvivl om dokumentation og berettigelse. Kvinderne har i alle tilfælde holdt meget lav profil og hævdet, at det gik godt i hjemmet.

Bogen slutter med forslag til kommunikative metoder, der giver læge/pædagog værktøj til at vurdere familiens behov for hjælp. Det er nok tiltrængt, siden så mange muligheder forpasses til skade for alle. En af kvinderne er ligefrem blevet truet at en kommunal medarbejder med, at man ville hente hendes børn, hvad der næppe har gjort det nemmere for hende at henvende sig til myndighederne. En anden af kvinderne oplever, at hendes sagsbehandler røber hendes adresse for den voldelige mand, og for samtlige kvinder gælder, at de får hjælp meget sent i forholdet, alt for sent i forhold til børnene.

‘Gid du var død’ er gribende, uhyggelig og signalerer, at her er et område med behov for professionel hjælp. Det vil kræve ressourcer, men bogen lader ikke en i tvivl om, at de er nødvendige.

Det er ikke helt let at forstå parforholdets dynamik, men man kan finde lignende beretninger i bøger som Fanden og hans pumpestok, Linedans, Kærlighedens lænker, der alle handler om parforhold, hvor kvinden er voldsomt kontrolleret af manden.

Gid du var død

– Kvinders fortællinger om at leve i parforhold hvor social kontrol er dominerende

Pia Offenberg & Brit Rendtorff

Journalistisk bearbejdning af kvindernes fortællinger: Katrine Rosenbæk

297 sider

Forlaget Offenberg-Rendtorff

Udgivet: 2020

Birte Strandby