Norske Vigdis Hjorth er et anerkendt forfatternavn. Hun har både vundet Bokhandlerprisen og Kritikerprisen, ligesom hun har været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris flere gange. Det var hun blandt andet i 2017 for romanen ”Arv og miljø”. Nu udgives ”Gentagelsen”, der læner sig tæt op ad ”Arv og miljø”. Da ”Arv og miljø” i sin tid udkom, forårsagede den stor debat. Spørgsmålet var, om romanen var autofiktiv, idet Vigdis Hjorth blandt andet beskrev incest i familien. 

I ”Gentagelsen” er rammefortællingen den voksne kvindelige forfatter, der ser tilbage på sine vanskelige ungdomsår. Tilbageblikket initieres af en ubehagelig hændelse ved en klassisk julekoncert med Oslo-Filharmonien. Her ser hun et vredladent forældrepar, der presser deres modvillige teenager til at tage sin store trygge dynejakke af. Kvinden ser, at den unge pige græder og genkender instinktivt følelsen af modløshed og ubehag. 

I tilbageblik huskes tilbage på hverdagslivet som 16-årig i efteråret 1975. Pigen bor dengang i et rækkehus med sine forældre og tre søskende i Tåsen i Oslo. Stemningen i hjemmet er altid anspændt og presset. Især pigen og hendes mor er konstant på kant med hinanden. 

Moren er hjemmegående og bruger meget af sin energi på at kontrollere pigen. Hun virker sygeligt nervøs og fremmaler uafladeligt de allerværste skræmmebilleder i forhold til hvad, der kan ske pigen. Narkotika, uønsket graviditet og anden skamfuld handling lurer faretruende som et skrækindjagende syndefald. Indimellem får moren at vide, at hun skal tagen den ro af faren. 

Trods de tyngende bånd har pigen en naturlig appetit på livet. Hun har lyst at være sammen med veninder og møde drenge. Vi hører om veninderne Helle og Unni, der introducerer pigen for en spændende verden med fyre. Officielt laver de altid gruppearbejde og skriver på projekter sammen. Derfor må hun udtænke løgne, så moren ikke opdager det. Reelt er de til fester, tager på tankstationen og hænger ud sammen med unge fyre, der kører knallert. Snart begynder pigen at hygge sig med fyre der ryger, hun drikker alkohol og udforsker sin egen spirende seksualitet. Alt imens ånder moren hende i nakken. 

”Gentagelsen” er en forrygende fortælling, der indfanger den forkrampede stemning i hjemmet. Den skildrer pigens behov for at mærke sig selv og følelsen af, ikke at kunne få luft under morens voldsomme kontrol. Med en nøgtern og næsten brutal ærlighed skildres puberteten. Det naturlige begær opfattes som farligt. Pigens første seksuelle oplevelse med Finn Lykke er fortalt med en befriende oprigtighed, ømhed og et glimt af humor. Det er mesterklasse! 

Desværre får hændelsen voldsomme konsekvenser. Pigen skriver dagbog og tager sig visse digteriske friheder, der ophøjer det skete til langt mere, end det reelt var. Det kommer uheldigvis for en dag. Hun må sone sin synd. Fra fortidens mørke røbes nu familiens allermest dystre dunkelheder. Brikkerne begynder at falde på plads, og den dysfunktionelle families mønstre giver en vis mening. Trods alt. 

Vigdis Hjorth skriver levende om en opvækst i skyggen af tabuer og unævnelige ting, der kaster skam over familien. Det er fortalt i en befriende nøgtern og behersket tone. Virkelighed og fantasi lægges kyndigt op i vægtskålene. Læseren må grundigt overveje hvad, der skaber virkelighed og hvordan, de to ting mon påvirker hinanden. 

”Gentagelsen” er en yderst tankevækkende beretning, der er letlæselig, men alligevel opleves klaustrofobisk og smertelig. Vigdis Hjort formulerer sig kortfattet og præcist. Hvor gør det ondt at mærke pigens følelse af forkerthed og fremmedhed i sin familie. Ubehaget driver ned ad siderne, når forfatteren skildrer morens overvågning og krydsforhør. Jeg associerer det med ”Big Brother”, der møder militæret eller streng katolicisme?! Samtidig er det umuligt, ikke at blive berørt af de kræfter, der må ligge bag morens voldsomme behov for kontrol. Hun er frygtsom som få. 

Læsere af socialrealisme og nye samtidsromaner kan se frem til en berigende læseoplevelse. Der er flere lag i romanen, og den lader sig fint genlæse. ”Gentagelsen” er en alvorsfuld roman om fortidens dæmoner. Forfatteren kredser om forældrenes kvababbelser med at håndtere barnets udvikling og seksualitet i puberteten. Det er sårbart og svært. Det er en fordel at have læst ”Arv og miljø”, men ikke et must. Hop endelig ombord på Vigdis Hjorths forfatterskab her. Hendes beretning er indsigtsfuldt, intens og indædt. På kun få sider formidles en – på alle måder – stor fortælling. 

Gentagelsen

Forfatter: Vigdis Hjorth

Oversættelse: Karen Fastrup

Forlag: Turbine

146 sider. Hardback

Udgivelsesdato: Den 15. august 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg