På bare tretten år (fra 1969 til 1982) instruerede Rainer Werner Fassbinder 24 spillefilm, 14 tv-film, to tv-serier og én dokumentar (han døde også i en alder af 37 år). Frugthandlerens Fire Årstider er den ottende spillefilm han lavede og en af de mere kendte.

Legionen

Filmen starter lige på og hårdt med at Hans Epp træder ind af døren til sin mors lejlighed, efter at være vendt tilbage fra Egypten, hvor han er stukket af fra fremmedlegionen. Det etableres hurtigt at hans mor hader ham, og derefter går handlingen i gang. Resten af filmen handler grundlæggende om ham og hans kones forhold, imens de forsøger at overleve ved at sælge frugt på gaden.

Eftersom at Fassbinder ikke levede til at se murens fald, kan jeg ikke lade være med at tænke, at hele filmen foregår midt i Tyskland, i en uspecificeret storby midt under den kolde krig. Den foregår ganske vidst i Vesttyskland, men man skulle tro at der ville være nogle flere hints til den historiske kontekst.

Borgerskabet

Det at Hans Epp sælger frugt for at overleve er noget han selv har valgt, ligesom han selv valgte at søge i fremmedlegionen. Hans familie er som udgangspunkt en del af det bedre borgerskab, det vil sige alle i hans familie som ikke er ham, hans kone, eller hans datter.

Jeg tænker, at det er i dette forhold, hvilket grundlæggende afgrænser to klasser, at man skal lede efter den historiske kontekst. Hans Epp har forsøgt at komme af med relationen til den øvre middelklasse, han har søgt at være en del af arbejderklassen. Resultatet er at han er havnet et sted midt imellem. Det at sælge frugt er ikke just det Stalinistiske billede på en god arbejder, frugt er noget den øvre middelklasse spiser. Dette hintes der til i starten af filmen, da en rødhåret kvinde der senere kendes som Hans Epps store kærlighed, hvem han fravalgte, bestiller frugt. Epps kone som hjælper med, at sælge frugt, er med det samme mistænksom, da Hans skal bringe frugten op i lejligheden til kvinden (hun bor højt oppe).

Fra det punkt og frem, hver eneste gang Epps kone, under en påstand om jalousi, bringer Epps forbindelse til den øvre middelklasse op, førnævnte kvinde, går han spontant på bar og får en dram.

Værnet

Hans Epp har tidligere arbejdet som politimand, en del af systemet. Han blev fyret da det blev opdaget at han, som bestikkelse modtog seksuelle ydelser af en oral natur.

Rollen som politimand er heller ikke som udgangspunkt det Stalinistiske billede på en god arbejder. Relativt til tiden er en politimand først en slags vagtværn for den øvre middelklasse men så senere en slags benægtet vagtværn som opretholder, eller sørger for at den sande Stalinistiske arbejder nu også lever op til sin rolle. Det skal siges, når vi kommer hertil, at imens der helt klart er en klasserelation på spil i filmen, så er hele det Stalinistiske aspekt, noget som jeg læser ind i det. Det er svært for mig at tro på, at man kan lave en film på den tid, som ikke har det med, men måske er dette det sande kunststykke? Det er i hvert fald helt klart, at det er begrænset hvor langt man kan gå med denne klasserelation, hvis man skal holde sig til filmen. Hele Hans Epps motivation for at gøre som han gør, kan også ses helt simpelt som et oprør imod hans mor.

Forretningen

Hans Epp drikker hver eneste gang, noget går ham imod. Det der går ham imod kan imidlertid som nævnt ses på to måder: På et niveau at hans kone udtrykker jalousi og har problemer med deres tilværelse, hendes problemer er dog på et andet niveau en konstant reference til de forbindelser som Hans har kastet fra sig, altså det faktum at de ikke bare er en del af den øvre middelklasse.

Hans Epp er i en klemme, det går ikke godt, men det er mest af alt fordi han kone er utilfreds, hvilket får ham til at drikke, som gør hende mere utilfreds, så han igen drikker mere. Det hele eskalerer da han tæsker hende, og ender da han får et hjerteanfald. Derefter må han ikke længere løfte tunge ting, altså gøre sit arbejde eller drikke, udleve sine frustrationer. Det er her det Stalinistiske aspekt falder lidt til jorden, for Epp må hyre en fyr til at gøre hans arbejde, imens hans kone tjener ekstra ved at stå ved en frugtbod. Pludselig bliver Hans en kapitalist, som holder øje med om hans arbejder snyder. Man kan dog se det som om, at han blev tvunget ud i at blive en kapitalist ved det pres som i sidste ende resulterede i hans anfald.

Hans Epps anfald resulterer mere eller mindre direkte i, at hans forretning begynder at tage fart. Lige så snart hans familie, den øvre middelklasse, begynder at respektere ham, får han en spontan depression. Jo bedre det går, jo mere deprimeret bliver han. Efter noget melodrama skiftes hans arbejder ud med en nær ven af Hans, de var i fremmedlegionen sammen, og denne ven overtager grundlæggende Epps rolle som familiefar og forretningsmand. Kapitalisten Hans har nu ikke bare erstattet sig selv som arbejder, han har erstattet sig selv som menneske.

Individet

Nøglen til filmen ligger måske i den sidste scene, som jeg ikke vil afsløre her, men ideen er grundlæggende at du ikke er mere end dine omgivelser. Det fundamentale problem for Hans Epp er i den sammenhæng, at befolkningen i den øvre middelklasse er hvad de er grundet deres sociale status, deres symbolske rolle. Hans forsøger at afgrænse sig selv som individ på tværs af sin herkomst, men må indse at alt hvad han skaber for sig selv ikke tilskrives ham, men hans symbolske identitet, hans rolle. Hans depression opstår, da han indser, at uanset hvad han gør, så ender han enten i den klasse han kommer fra som en ”succes”, eller som en taber i en klasse der forsøger at blive en ”højere” klasse. En klasse som han, grundet sit anfald er fysisk ude af stand til at befinde sig i uden at dø.

Denne fortolkning har dog nogle problemer med det faktum, at Hans Epp var politimand, hvilket jo er et job der handler om ikke at være et individ. Man kan dog sige i den sammenhæng, at de seksuelle ydelser han modtog, kan ses som et freudiansk slip (som hvis en mand pludselig råber en anden kvindes navn i forbindelse med samleje).

Kunsten

Det er svært for mig at se, om der er mere eller mindre at komme efter i denne film, men den fik mig dog til at tænke over det. Sand kunst er noget som ikke passer ind, som ikke har en kontekst, hverken politisk, ideologisk, eller kunstnerisk for den sags skyld. Sand kunst er et objekt der, som obelisken i Rumrejsen 2001, står fuldstændigt afskåret fra sit oprindelsessted og sin spontane omverden. Denne film er ikke sand kunst i den forstand, men det kan jo være at den er et forsøg på det. Det kan også være, at den er ligeglad.

Rainer Werner Fassbinder har her en meget specifik farvekode, næsten som vi kender det fra Wes Anderson i dag. Derudover er filmen velskabt, billedsiden er mest interessant. Skuespillet kan kun beskrives som Fassbindersk.

6/10 (Jeg har endnu ikke set en Fassbinder film uden en pistol, men jeg har set en hvor pistolen ikke blev affyret)

Produktionsår: 1971

Instruktion: Rainer Werner Fassbinder

Medvirkende: Hans Hirschmüller, Irm Hermann, Hanna Schygulla

Spilletid: 1 time og 28 minutter

Alex G. Østergaard