Debutroman solgt i 30.000 eksemplarer i Norge
To piger, Susy og Billie, vokser op i Oslos rige kvarter, Frogner. Venskabet begynder i 11-års alderen, men fortsætter til de to er omkring 30 år gamle – indtil Susy dør. Det er en roman om ungdom, måske forfejlet ungdom. Begge pigerne eksperimenterer med sex, alkohol og stoffer, og begge får børn i en tidlig alder, et forhold der tilsyneladende ikke vækker den helt store ansvarsfølelse før langt senere.
Ved første øjekast ligner det enhver anden ungdomsroman, hvor der festes rigeligt. Først senere bliver det klart, at festen fortsætter blot holder det op med at være festligt, og Billie må på afvænning. Det er umiddelbart svært at se, hvorfor det går så galt, men Billies egen forklaring er, at skylden ligger hos forældrene:
Forældregenerationen havde siddet og fordømt narkotika, mens de skyllede pillerne ned med drinks og vin.
En ganske stor del af romanen gør det nærmest ud for en guide til diskoteker og steder med angivelse af, hvor der kan skaffes amfetamin, hash og heroin. Ellers går tiden med sex og musik, og lejlighedsvis begynder pigerne på forskellige uddannelser, der ikke rigtigt bliver til noget. Både Susy og Billie har forrygende dårlig smag i mænd, hvorfor narkotika og tæsk forsat udgør en del af forholdene. Men hvor Susy går mod det selvdestruktive, får Billie hanket op i tilværelsen og i sit moderskab.
Den deterministiske tankegang minder om Hegemanns Axolotl roadkill, men romanen er ikke fængende i længden og fortaber sig delvist i druk og bar crawling uden hverken at søge eller finde andet indhold.
Alexia Bohwim
Oversat af Per H. Jacobsen
284 sider
EC Edition
Udgivet: 12.11.2010
Birte Strandby