Da Trump kom til magten, klagede han over hvor mange penge NATO og især USA brugte på forsvaret, mens de europæiske stater bidrog meget lidt og slet ikke med de 2 % af bruttonationalproduktet, som de havde aftalt.
Frihedens pris serverer en historisk gennemgang af Danmarks forhold til NATO og til de fælles pligter fra 1950 til i dag.
Forfatterne indleder med at tillægge Danmark en småstatsmentalitet, det vil sige en grundlæggende mistillid til egne militære midlers muligheder for at forsvare landet. Danskernes lyst til at investere i forsvaret adskiller sig fra mere ‘normale’ landes ditto. ‘Normal’ betyder altså en højere standard for bidrag til forsvaret. Det var måske her, der skulle have været plads til et indlæg fra fredsbevægelsen om formålet med krig og forsvar. Men det er ikke bogens ærinde – overhovedet.
Tværtimod fremstilles Danmark konsekvent som free-rideren, der betaler mindst muligt til forsvarsalliancen og stadigt forventer fuld support, hvis fremmede skulle banke på.
I perioder har baggrunden for at reducere forsvarsudgifterne været begrundet i landets økonomi, men sædvanligvis er årsagerne nogle helt andre og hænger meget mere sammen med holdninger i befolkningen og i de politiske partier. Eksempelvis var Det Radikale Venstre tidligt ude med forventninger til et Danmark der byggede på et stærkt kulturelt og socialt forsvar, ikke på militær styrke, ligesom samme parti mente, at Danmark ikke burde deltage i noget der øger spændingen.
Modsat har USA adskillige gange bebrejdet danskerne det beskedne bidrag, især når spændingen i verden har været høj som i 1962, da sovjetiske raketter blev anbragt på Cuba. Andre gange har den danske nærmest symbolske betaling kun udløst afdæmpet kritik fra USA, blandt andet fordi amerikanerne jo har brugt Grønland som forsvarsbase.
Andre nationer har ikke altid blandet sig, men i 1968 nævnte den britiske ambassadør, at: De fleste danskere er klar over, at NATO tilbyder en usædvanlig god livsforsikring til en latterlig lav præmie.
Kommentaren blev ledsaget af en bemærkning om, at danskerne ikke har vundet en militær sejr i 400 år og derfor er svære at overbevise om formålet med at bidrage til væbnede styrker.
Frihedens pris diskuterer de politiske bølgegange, og hvordan spændingen ude i verden og den danske befolkning og deres partier er afgørende for tilslutningen til NATO. Når der i 1965 er 1,8 % af en generation unge mænd der er militærnægtere, mens tallet i 1973 er steget til 11,2 %, så siger det også en del om fredsbevægelser og disses indflydelse på de beslutningstagende politikere. Til gengæld fik USA i 1979 lov til at placere 572 mellemdistanceraketter i Europa, trods fredsbevægelserne.
Den famøse fodnotepolitik bliver også diskuteret, ligesom Trumps forhold til NATO og europæisk forsvar kommer til debat. En af flere konklusioner er, at danskerne i højere grad forholder sig til amerikanske krav end til den konkrete, militære trussel, og en anden nok så vigtig konklusion er, at danskerne har svigtet det vestlige samarbejde.
Det kan man jo mene, men bogen mangler lidt diskussionen om militærets nødvendighed. Ofte virker det som om der kommer mere krig end fred fra de vestlige lande, og når det virkeligt kniber, når NATO ikke altid frem. Måske burde læsningen suppleres med en bog om NATOs arbejde i samme tidsperiode.
Frihedens pris: så lav som mulig
Jens Ringsmose og Christian Brøndum
NATO, Danmark og forsvarsbudgetterne
231 sider
Syddansk Universitetsforlag
Udgivet: 2018
Birte Strandby
