Karen er sidste skud på stammen i slægten Dane, der som kongetro adel altid er tæt på begivenhedernes centrum. Karens far følger Struensee og hans status ændres, da Struensee henrettes. Daneborg brænder ned og Karen må alene stå for genopbygningen. Hun er ensom og har kun kammerpigen Maja, der også er hendes halvsøster, og i en periode elskeren Ove. Som en af de første af Dane-slægten står Karen ikke i skyggen af en tidens hovedpersoner, men er selv den der i sit lokalsamfund kæmper for bøndernes rettigheder og skoler for bondebørn.
Den politiske udvikling såvel som Juliane Marie og Konprins Frederiks regeringsperiode følges nøje frem til kuppet i 1784, som Karen praktisk talt overværer. Overblikket over historien er mere end almindeligt godt i denne udgave af Slægten og Karens eget liv sættes smukt i relief til udviklingen i landet. I det hele taget sniger verden sig ind på Danerne: Jens Juel og Jens Baggesen præger kunst og kultur, Benjamin Franklins ideer når over Atlanten, og i 1788 ophæves stavnsbåndet helt i tråd med Karens egne ideer.
Lidt påfaldende er Karens mors ønske om at arbejde. Familien Dane har ganske vist haft flere kvindelige medlemmer, der har opført sig højst ukvindeligt i tider, der på ingen måde værdsatte selvstændigt tænkende kvinder, og man undres over, at Karens mand Paul leger med sine børn og på alle måder er en blød mand, Karen selv læser Rousseau for børnene, og har i øvrigt et svagt oprør mod tidens modedille. Men måske er det kendetegnende for den fiktive slægt, at de er rigeligt fremme i skoene.
Forfatter: Maria Helleberg
256 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 26. januar 2010
Birte Strandby
