Denne Tænkepause fra 2013 er alt for gammel til at blive anmeldt i 2016. På den anden side har den nogle uvurderlige pointer, som ikke kan gentages for ofte. Blandt andet er definitionen på begrebet folk interessant udlagt. I Grundtvigs fædreland blev almuen engang forfremmet til at være folk. Det var et Grundtvig-projekt, og højskolerne var et af midlerne, da folket skulle gøres funktionsdygtig, men først senere gik Grundtvig selv ind for folkestyre.
I farten minder Korsgaard os om, at historien om demokratiet i Danmark ikke kun er solstrålehistorien om de 15.000 (mand) der gik samlet til kong Frederik den 7. for at bede om folkestyre, hvorefter de fik det. I virkeligheden var demokratiet i 1849 ikke specielt demokratisk, og i 1850 udbrød der borgerkrig mellem Frederiks tyske og danske undersåtter, der var uenige om, hvordan man udgjorde et folk og en nation. Den blev en krig der kom op på 7.000 døde. Måske er det noget, der skal med i betragtningerne, når vi tager ud og forsøger at bombe andre lande til demokrati?
I lighed med de mange bøger om kvinders stemmeret, der fejrede hundredeåret i 2015, tager Korsgaard fat i dem, der ikke fik valgret i 1849: Fruentimmere, folkehold, fjolser, forbrydere, fattige, dem der ikke hørte til fællesskabet. Det kom de så siden til, de fattige sidst – i 1961, da man vedtog loven om offentlig forsorg.
Men der er stadigt et f, der ikke nødvendigvis har stemmeret: De fremmede. Det er et ømt emne, og måske gør vi ret i at skelne mellem et politisk og et kulturelt folk, og i øvrigt begynde at bruge EU som politisk betegnelse for det europæiske folk.
Korsgaard er som altid underholdende, når han fortæller begavet og overskudsagtigt om historien.
Ove Korsgaard
Folk
Tænkepauser
60 sider
Århus Universitetsforlag
Udgivet: 2013
