Tredje bind i serien om Aislinn, tidligere amerikansk teenager nu sommerdronning i feernes rige. Som dronning danner Aislinn par med vinterkongen Keenan. Han er fascinerende, og hun er tiltrukket af ham, selvom hendes menneskeven Seth er hendes store kærlighed. Men der er problemer med at opretholde forholdet: Mennesker og feer er for forskellige, og da Seth får muligheden for at blive fe, vælger han det, så han og Aislinn kan være sammen for evigt. Blot tager det nogen tid og et ophold hos Sorcha, der først til sidst nævner, at een dag i feens rige svarer til seks menneskedage. Det betyder, at da Seth kommer tilbage for at genfinde Aislinn, har hun været sammen med Keenan og hans tiltrækning i seks måneder.
Der er stadigt en vis spænding i romanen, men efterhånden kender vi indretningen af fe-rigerne, og i stedet for handling står romanen og sopper rundt i en ikke-udvikling, hvor læseren kan følge Keenan og Aislinns latente mulighed for et kæresteforhold både i begyndelsen og slutningen af bogen, og det bliver mildest talt lidt trivielt i længden.
Det kan være vanskeligt at holde styr på alle personerne, hvilke feer kan hvad, og hvem er nu hvem, hvis man ikke lige kan huske de to foregående romaner.
Samtidigt er der risici for mistolkninger – eksempelvis siger en fe: Vi lever for længe til at kunne få mange små.
…og det giver vel ikke megen mening?
Det er et spændende og anderledes fe-rige Marr bygger op, men det er i dette bind er det svært at se formål og retning med historien.
Melissa Marr
Flygtig evighed
Oversat af Martin Aitken
398 sider
Carlsen
Udgivet: 28.10.2010
Birte Strandby