Ahmed og Kristian fortsætter deres balancegang mellem at hjælpe deres omverden med at opklare forbrydelser på den ene side, og på den anden undgår de så vidt muligt selv at blive en del af et mere lyssky befolkningslag.
Kristian går ud af skolen med det dårligst tænkelige resultat, Tania tager tilbage til Polen, Ahmed rejser til København, og Kristian synes næsten ikke, at det er umagen værd at stå ud af sengen om morgenen, med Ahmeds udtryk: Han ’dansker’ den. Det er dog en formildende omstændighed, at moderens ekskæreste er røget bag tremmer.

Kristian får tilbudt et sommerferiejob, men det går rigtigt skidt, da Ahmed pludseligt ringer og fortæller, at han er på vej til Århus. Han ankommer forklædt i burka. Han har stukket den fyr ned, der forsøgte at voldtage hans søster og er nu eftersøgt af politiet og af HA.

Det lykkes sammen Ahmed og Kristian også at lægge sig ud med Stien-rockere, stjæle lederens bil og penge og i det hele taget sørge for at få fuld negativ opmærksomhed fra rigtigt mange mennesker.

Tania dukker op fra Polen og med lidt lokal hjælp gemmer de sig på en gammel lejrskole – en kort tid, indtil stort set alle trusler indfinder sig sammesteds.

Efterhånden er serien ved at udvikle sig som ’Flygtningen’ (med Harrison Ford eller David Janssen i hovedrollen – afhængig af alder). Der er masser af action, men samtidigt er der godt fat i virkeligheden, og de to drenges stadige kamp for ikke at blive stikirenddrenge i narkohandlens tjeneste er indlysende fremstillet, ligesom Kristians dobbeltsidede teenager virker sandfærdig.

Lars Holmgaard Jørgensen
Flugten fra Nørrebro
176 sider
Forum
Udgivet: 2.06.2009

Birte Strandby