At betragte verden er den mest anstændige af menneskenes aktiviteter …
Litteratur er vigtig. Det fremgår, når den cubanske forfatter Padura skriver en krimi (Fortidens tåge), hvis totale miljø er litteratur, når Yann Martel skriver en uhyggelig roman (Beatrice og Vergil) om, hvordan litteratur kan skabes – og når Håkan Nesser skriver om en mand, hvis tilværelse ville have været ingenting, hvis det ikke havde været for stor litteratur – og kopier heraf.
Det er på sin vis en ualmindelig tragisk roman om et liv, der går i stå i 23-års alderen men først slutter langt senere. Og al tragikken, her smukt udlagt som livsvisdom, er forårsaget af et forræderi.
Handlingen udgår fra Maertens, der har siddet 14 år i fængsel for mord. Da han er 54, læser han i avisen, at hans gamle ven er død. Ved begravelsen møder han vennens kone, sin ungdoms elskede. Hun inviterer ham hjem for at give ham bøger, som hendes mand har efterladt og for at få Maertens til at fortælle, hvorfor han myrdede hendes far. I løbet af romanen og med hjælp fra den tidligere kæreste, går det op for Maertens, hvad det var der skete, og hvilken udåd han selv var udsat for.
Det lykkes Nesser at tegne et rammende billede af en desillusioneret mand, ligesom vennen og det fælles, megalomant anlagte projekt (i lighed med Hitchcocks The Rope) samt en forelskelse, der alligevel rækker ud over apati og resignation er bragende godt formidlet. Det krimilignende plot afsluttes relativt harmonisk og med et lille, humoristisk vink om, hvorfor man skal kende sine klassikere.
Håkan Nesser
Oversat af Jan Mølgaard
283 sider
Modtryk
Udgivet: 24.08.2010
Birte Strandby
