Florence og hendes dysfunktionelle familie
Florence møder de to brødre fra familien Grace i 1850, da hun som trettenårig hjælper til ved et bal. Brødrene Grace gør et stort indtryk på Florence, men efter ballet tager hun hjem til sin bedstemor igen for at fortsætte deres fattige og hårde, men ukomplicerede liv,
To år efter er alt forandret. Florences bedstemor dør, og kort forinden har bedstemoren kontaktet familien Grace der er Florences mors familie. Selv om de forstødte Florences mor, tilbyder de alligevel Florence et hjem, og hun har ikke andre muligheder.
Det er et meget anderledes liv for en pige der er vant til hårdt arbejde og kommer fra moselandet. Familien Grace er kantede, arrogante og meget bevidste om social status. Brødrene Grace er venlige overfor Florence, mens familiens kvindelige medlemmer og bedstefaren kritiserer hende og hendes uskolede opførsel dagen lang. Det bliver en hård tid for Florence, og meget bedre bliver det ikke, da hun forelsker sig i den ene bror.
Her er masser af romantik, og de dystre familiehemmeligheder står i kø. Vi følger Florence, til hun er i begyndelsen af trediverne. Hun er jeg-fortæller, og giver læseren en vinkel på en kvindeundertrykkende verden, der ikke tillader unge piger megen frihed. En del af underholdningen ligger i Florences frie fortolkning af de mange regler og forbud, men.måske giver det også et autencitetsproblem: kunne en ung dame af gode familie gå på værtshus alene i 1850’erne?
Florence sammenligner tit sit liv i Cornwall med sit fornemme liv i London, og livet i London kommer jævnligt til kort:
Størrelsen på kjolen gjorde det meget vanskeligt at komme ind i vognen. Det lykkedes endelig, ved at Turlington steg ind først og så trak i mig, mens en lakaj puffede og skubbede på mine skørter for at lokke dem til at ledsage mig.
Florence Graces to liv
Tracy Rees
Oversat af Poul Henrik Westh
388 sider
Turbulenz
Udgivet: 05.04.2021
Birte Strandby