Den 14. februar 2014 udkom Erik Lindsøs bog Livet er i det mindste en historie værd på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen er udover at være udmærket underholdning også en argumentation for fortællingens formål og berettigelse. Det sidste har der aldrig været tvivl om i de frie skoler, hvor fortællingen jævnligt fremhæves som et enestående værktøj til formidling af blandt andet historie, religion, dansk. Men udover det pædagogiske projekt har fortællingen mange andre funktioner. Det beretter Erik Lindsø om i sin bog, og hvis man ønsker yderligere at gå i dybden, kan man med fordel læse Livets fortællinger af professor Marianne Horsdal der som en af Danmarks førende på sit felt har undersøgt betydningen af livsfortællinger.

Fortælling og identifikation

Den individuelle fortælling tilbyder fortælleren – og det eventuelle publikum – at gå fra et sted til et andet rumligt og tidsmæssigt, og den tilbyder en forsoning med fortiden såvel som kolonisering af fremtiden, ligesom fortællingen kan bruges til at afklare de af egne følelser og handlingsmotiver, der ellers måtte virke uforståelige.

Livsfortællinger handler om at skabe en mening i tilværelsen, det er en måde at begribe og tyde sin omverden på. Det kan vi alle have brug for, når verden er ved at falde fra hinanden, eller tingene bare går for stærkt. Så kan fortællingerne hjælpe med at skabe identitet og give sammenhæng for det enkelte menneske, så man kan komme videre.

Medierne har længe kendt betydningen af fortællinger. Tidligere var der tydeligvis mest salg i de eskapistiske, om eksempelvis fattige unge mennesker der fandt vej til samfundets top og stor kærlighed med hjælp fra fegudmødre og hårdt arbejde; men tiltrækningskraften ved fortællinger om ’almindelige mennesker’ er stadig mere åbenlys, og TV bugner af dem. Det giver os en mulighed for til- og fravalg af identifikation – som det er tilfældet, når man ser Luksusfælden eller når unge, kvindelige intellektuelle bruger De unge mødre til en slags modidentifikation, der kan anvendes i den daglige fortælling.

Fortælling i globaliseringens tidsalder

Tidligere fødtes vi til bestemte vilkår i tilværelsen. Skomagerens søn blev skomager, fiskerens søn blev fisker, eller frit efter Zygmunt Bauman, så stod vi op med solen, gik i seng med hønsene, såede om foråret, høstede om efteråret, og så troede vi på familien, traditionerne, nationalstaten og Gud. Dermed blev vi anbragt på en livsbane med få og små muligheder for afvigelser.

I vor tid er kravene anderledes, livet er blevet et individuelt projekt – vores eget ansvar, og vi forventes selv gøre arbejdet med at finde en plads i tilværelsen. Desuden har vi – især i den vestlige verden – oven i købet i nogen grad indflydelse på de værdisæt, der skal styres efter. Vi har derfor fornyet behov for fortællinger – egne og andres, som vi kan bruge som pejlemærker. Det er her, de sociale medier, Facebook, LinkedIn, Twitter kommer ind i billedet. Med vores venner, followers, likes og kommentarer anbringer vi os i forhold til de andres fortællinger og markerer derved, hvilke fællesskaber vi tilhører.

I den virkelige verden følger identitetsskabende berøringspunkter og fællesskaber via job, ungernes børnehave, skole, men det kan også være deltagelse i AOFs aftenundervisning i spansk eller en demonstration for navigationsskolen på Ærø. Virtuelt – og måske reelt – kan vi fastholde forbindelsen til dem vi blev uddannet sammen med eller den spejderpatrulje man overlevede hike og natløb sammen med for 40 år siden, og på nettet kan vi også tilhøre de kortvarige meningsfællesskaber, der opstår i eksempelvis politiske sammenhænge, protestgrupper eller bifaldsytringer.

Andres fortællinger om os

Problemerne opstår, når nogen anfægter den identifikation man forsøger at skabe, som det for eksempel sker, da Lars Bukdahl i Information 21.02.2014 kalder to kvindelige forfattere for identitetskarnevalister, fordi han mener, at de i deres værker leger med deres identitet. Det har fået de to forfattere til at protestere mod Bukdahls angivelige positionering af dem – og mod at han tillader sig at placere dem uden selv at vedkende sig sin position som hvid, heteroseksuel mand. De kalder det ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. (ForlagetGladiator.dk). For vi kan ikke altid lide, at andre fortæller historier om os, slet ikke hvis de ikke hænger sammen med vores egne versioner.

Ligeledes kan man synes, at det er ubehageligt, at vores mange cookies på nettet giver afsætningsmarkedet mulighed for at fortælle en komplet historie om os som forbrugere eller potentielle forbrugere. Forbrugermarkedet ved mere om os end vi selv gør. Det kan man afgøre ved selvsyn ved at se på annoncering og ’foreslåede opslag’ på sin facebookside. Med tiden kommer annoncerne nærmere og nærmere på den person, man er eller gerne vil være og skaber derved en muligvis sand fortælling med og uden vores egen helt bevidste deltagelse.

Den fælles fortælling

Noget andet med de spor vi selv vælger at efterlade ved at tilslutte os en gruppe eller like en kommentar og dermed dele en fortælling. Delte fortællinger skaber som nævnt fællesskaber. Det har Lindsø ofte bevist med sine fortællinger om oprør og græsrod. Mange elever, forældre, lærere der har eller har haft deres gang i de frie skoler har hørt Erik Lindsøs fortælling om de fire drenge fra Lindsøs egen skolegang – den ene Lindsø selv, der klarede sig glimrende på trods af skolens fordomsfulde forventninger om det modsatte. Drengene passede ikke til skolens normer, men viste sig med et grundtvigsk udtryk livsduelige. Det er en historie, der netop understøtter det fællesskab, der bakker op om friskolen: Retten til protest, retten til at være i mindretal og individets uangribelige værdi.

Fortællingen ændrer sig med tiden

Historien om de fire drenge er også i bogen men nu med en ny, sårbar vinkel. For i denne historie om, hvordan tidligere tiders skole (jævnligt/ofte/af og til?) forsøgte at knække børn for at få dem til at passe i forme og kasser, er der også en fortælling om en lærer, der trækker barnet ind i trædepotet og lukker døren for at de andre ikke skal se, hvor hårdt han slår. Det gør ondt på flere måder, og det er en del af historien, som Lindsø selv først tager med i sin fortælling efter at have set Niels Arden Oplevs Drømmen fra 2004, der handler om en tyrannisk skoleinspektør spillet af Bent Mejding.

Lindsø beretter i den forbindelse om et arrangement med samme Niels Arden Oplev på åstedet – Oue ved Hobro – hvor virkelighedens skoleinspektør huserede. Oplev er selv kommet i tvivl om, hvorvidt han har gjort inspektøren ondere, end han faktisk var.

Under foredraget i det fyldte forsamlingshus spørger en lærer, en tidligere kollega til den famøse inspektør, Oplev, hvorfor han ikke fortæller noget om de positive sider. Oplev svarer efter en kort pause: ’Fordi der ingen var.’ Efter foredraget kommer tre ældre herrer hen til Oplev og viser, hvor bag øret de er blevet syet efter inspektørens hårdhændede fremfærd.

Modsat de mishandlede elever fra Oue får Lindsø senere lejlighed til minde sin gamle lærer om bankene i trædepotet. Det får historien om de fire drenge til efterfølgende at skifte karakter.

Fortællingen om barndommen

Også barndommen får Lindsø fortalt på plads. Lindsøs familie er missionske, men når farens familie fester i Nordjylland, lægger de det missionske væk og tager til fest.

Min far har en aftale med Vorherre om, at han kan slå missionen fra, når vi kører gennem Limfjordstunnellen.

Og til festen kommer den fantastiske historie fra den fantastiske onkel, der på sin nordenfjordske maskinstation netop har anskaffet en ny Claas mejetærsker og som den eneste tør høste på de stejle skråninger ved Allerup Bakker. Det er lige ved at gå galt, men de lyttende børn hjælper onklen med at holde balancen med mejetærskeren, og alt går godt. Undtagen det ene år, hvor onklens kone kommer ind i salen og ødelægger historien med et ’Det passer intj, hwa han sajer!’ vel vidende, at en sådan kommentar er utilladelig i et fortællerum. Ved den næste familiefest sørger onklen for, at døren er forsvarligt lukket ind til det lokale, hvor kvinderne opholder sig efter middagen.

Med til samme fest er en anden onkel, den sure skotøjshandler der i 38 år holder en forretning kørende uden på noget tidspunkt at lefle for sine kunder. Da han endelig trækker sig tilbage afslutter han med et ophørsudsalg og et storsælgende skilt: Hvad Fanden vil du her? Jeg har jo ikke gjort dig noget.

Andre om fortællingen

Der er flere onkler og flere historier, og Lindsø påviser med egne erfaringer og andres citater, hvorfor fortællingen er så vigtig både for fortælleren og for tilhøreren, der må forholde sig til fortællingen og derigennem forstå andres handlinger og bevæggrunde.

Ricoeur beskrev fortællingens betydning med en omformulering af Kants Sapere aude:

Fortællinger er måske en måde, hvorpå alle mennesker kan få en stemme, så vi kan blive betragtet som menneskelige væsener.

Karen Blixen sagde: Når man fortæller, sætter man ting sammen, der er gået i stykker.

At læse Lindsø

At læse Lindsø minder om det at læse Johannes Møllehave: Der er noget godt og noget gammelkendt, der er stof til eftertanke – og i det hele taget er det læsning man kan nyde, om end læsningen hverken i tilfældet Møllehave eller Lindsø helt kommer på højde med at lytte til de to fortællere.

Erik Lindsø

Erik Lindsø er kendt i mange sammenhænge dels fra sin tid som radiovært og dels som tidligere forstander på Rønshoved Højskole, hvor han blandt andet var vært og kursusleder på De frie skolers Fællesmøde og af og til sprang ind med et foredrag, når en foredragsholder måtte melde fra i utide. (Frie skolers Fællesmøde ligger nu på Gymnastikhøjskolen i Ollerup).

De der har hørt Lindsøs foredrag vil kunne genkende flere fortællinger fra bogen.

FriskoleBladet nr. 3, 2014

Birte Strandby