Efterfølger til Chokolade og Chokoladeheksen – den første måske bedst kendt for filmen fra 2000 med Johnny Depp, Juliette Binoche, Peter Stormare og Alfred Molina i hovedrollerne.

Harris fortsætter den magiske dimension, som man også møder hos Isabel Allende, gennem hovedpersonen Vianne, der evner at fornemme sine medmenneskers hemmeligheder og drømme.
Hun bor sammen med Roux og sine to døtre på en flodbåd i Paris. En dag kommer der brev fra Lansquenet fra Viannes for længst afdøde veninde, der beder hende komme tilbage til landsbyen. Vianne og døtrene tager tilbage og møder de gamle venner fra dengang. Byen har ændret sig, og i den bygning hvor Vianne havde sin chokoladebutik har der siden været en skole, men den er blevet brændt ned i en formodet hate crime. Fader Francis, den stedlige præst, beskyldes for udåden og er midlertidigt taget af tjenesten.

Romanen følger på skift Vianne og fader Francis i den optrappende konflikt, der umiddelbart ligner et kultursammenstød mellem franskmændene og tilflytterne fra Nordafrika, men som viser sig at være noget andet og mere kompliceret, der er tæt på at koste flere liv. Fader Francis kæmper dels med sin stædighed og arrogance, dels med den heftige sladder i byen, og pludselig bliver han slået ned og spærret inde, Vianne huser en ung kvinde, der vakler mellem selvmord og skammen ved en graviditet uden for ægteskabet, og den mystiske og frastødende Inez synes at være nøglen til byens mærkelige problemer.

Romanen er opbygget som en krimi, slutningen trækker i langdrag og bliver rigeligt forklarende, men det er stadig en udmærket roman.

Ferskner til fader Francis

Joanne Harris
Oversat af Hanne Bubandt
462 sider
Rosinante
Udgivet: 30.04.2014

Birte Strandby