Fascisme

… og jeg kan ikke respektere politikere, som forsøger at hverve stemmer på at fremme had.

… skriver flygtningen fra Tjekkoslovakiet der siden blev USAs udenrigsminister – om den nutidige politiske behandling af flygtninge.

Albright har skrevet en læseværdig bog om fascisme og faren ved denne særlige -isme, der i modsætning til andre -ismer er mere bevægelse end ideologi.

Madeleine Albrights synspunkter leveres forventeligt fra en meget amerikansk vinkel. For en europæer der har fået fyldt på af 2. verdenskrigshistorie siden 1. klasse kan det virke overraskende, at Hitlers personlighed i den grad fylder, mens arbejdsløsheden i 30’erne er nedtonet. Det samme gælder i øvrigt beskrivelsen af Mussolini, hvor en roman som Mussolini-kanalen har bedre fat i den mulighed for arbejde og dermed følgende selvrespekt, som Il Duce trods sine håbløse mangler også leverede.

Det gælder for flere beskrivelser af fascister/statsoverhoveder, at de er umådeligt farverige og næsten ren Hollywood som i beskrivelsen af præsident Hugo Chavez fra Venezuela:

For at illustreret en pointe kunne han komme med enorme mængder af statistik, fordømme sine forgængeres amoral, udtrykke sin sorg over uretfærdighed, recitere et digt om modstandsdygtighed og håb, spørge en pige på første række, hvordan hendes familie havde det, hylde Venezuelas naturskønhed …

Det gør læsningen underholdende, men personlighederne tillægges for megen magt, og omstændighederne for lidt. Måske har Albright ikke læst Hannah Arendt.

Ydermere er udlægningen af borgerkrigen i Spanien lidt problematisk. De mange forfattere og idealister der deltog på republikanernes side er reduceret til Hemingway og Orwell. De interne stridigheder mellem Den røde Hær og de europæiske republikanere er trukket skarpt op, og Franco får først og fremmest etiketten ‘dygtig’. Derimod nævnes det ikke, at når republikanerne ikke fik hjælp fra de nationer der ellers bekendte sig til demokratiet – England, Frankrig, USA – så skyldtes det frygten for kommunismen og troen på, at Franco var manden der kunne stoppe truslen fra øst. Derfor var det først og fremmest Tyskland og Italien der blandede sig i borgerkrigen – på Francos side, og republikanernes nederlag kunne anes i horisonten længe før det faktisk fandt sted.

Albrights formål med bogen er at advare mod fascismen og mod Trump. Derfor trækkes Mussolini, Hitler, Franco, Stalin, Hugo Chavez, Erdogán, Putin, Duarte fra Philippinerne frem til sammenligning med den mand, som amerikanerne har valgt som deres leder. Og man må give Albright ret i, at det er skræmmende at høre om præsident Trumps konsekvente foragt for de amerikanske institutioner: domstolene er partiske, FBI korrupt, pressen lyver, der svindles med valgene. Han fører en demoraliserende og splittende indenrigspoliti og er ifølge Albright en trussel mod demokratiet som Mussolini og Hitler var det.

Man kan være uenig med Albright om meget, om hendes tro på USAs lederskab i verden og hendes udlægning af europæisk historie, men man må bøje sig for hendes hyldest til demokratiet og hendes velbegrundede frygt for Trumps ledelse:

Spørgsmålet er om USA fortsat er i stand til at udøve den form for ledelse under en præsident, som ikke ser ud til at lægge megen vægt på internationalt samarbejde eller demokratiske værdier.

Fascisme

En advarsel

Madeleine Albright

Med Bill Woodward

302 sider

Gads Forlag

Udgivet: 12.06.2018

Birte Strandby