Nok en krimi med journalist Anne Larsen og politikommissær Rolando Benito i hovedrollerne. De to arbejder parallelt men ikke nødvendigvis sammen, og de ender hurtigt på samme sag. Udover at lægge solid energi i deres efterforskningsarbejde, hun for Media House i Århus og han for politiet, har de det til fælles, at de kommer fra dybt uharmoniske baggrunde. Anne har en alkoholiseret mor, der ligger i coma, en far der muligvis er kriminel, og Roland har en far, hvis karakterbrist han ikke vil arve.

Efterforskningen begynder med, at en ung pige kører galt og bliver dræbt. Hun er 17 år gammel, og der er kokain og andre sjove ting i bilen, men hendes forældre fastholder, at hun aldrig kunne drømme om hverken at køre bil eller tage kokain. Anne der er først på åstedet, undrer sig over kommentarer fra en lille dreng der siger, at han så ulykken, men da hun forfølger sporet, dør en ung mand.

Senere er der tale om, at den unge pige har været med i et bilræs, der ligger langt fra ethvert tilløb til ansvarlighed. I den ret nye bil er alle fire airbags udløst, men hvor er passagererne? Den unge piges forældre har tydeligvis også hemmeligheder, og pludseligt forsvinder pigens kæreste sporløst. Og et smykke der bliver fundet ved den forulykkede bil har tydeligvis forbindelse til en ulykke der fandt sted tyve år tidligere.

Der er forbindelser til gamle bandeopgør, og det er rent ud sagt forbløffende, hvad journalistisk nysgerrighed og politiefterforskning kan afsløre af gammel kriminalitet.

Som i Veganeren vælter ligene ud af skabet og op af jorden – i bogstaveligste forstand. Plottene er sindrige og mangeartede. Efterforskningsarbejdet kan godt blive lidt tungt at følge – ikke mindst når vi samtidigt skal følge med i Anne og Rolands egne vanskeligheder men krimien vinder på gennemtænkt, iderig handling.

Fartdjævlen

Inger Gammelgaard Madsen

411 sider

Forlaget Farfalla

Udgivet: 2022

Birte Strandby