Ana er nyligt fraskilt og skal have tingene til at hænge sammen som enlig mor til to piger. Og så har hun et handicap: hun er ude af stand til small talk, og hun får stress af sociale arrangementer. Det er ret problematisk, ikke mindst fordi der følger møder i stor stil både med familien, med jobbet og med den yngste i vuggestuen og sandelig også med den ældste i skolen. Her tager det næsten overhånd. Der er ture for børnene – med forældrene. Der er møder i klassens mødregruppe, og der er andre møder, hvis hensigt det er at fremme det sociale miljø i klassen.
Det første møde afvikles af entusiastiske mødre og klasselæreren og udvikler sig til en diskussion om, hvorvidt det er ok, at børnene har pålægschokolade i madpakken. Og den første legeaftale afslører, at monstre også kommer i små udgaver.
Da familie og passion falder sammen, beslutter Ana og hendes bror at forsøge sig med at lyve. Det går ikke godt, og Ana ender med seriøst stress og må tage et opgør med de sociale arrangementer.
Fortællestilen er underholdende, og de forældre der eksempelvis har været på Aula vil kunne genkende Anas snigende desperation, ligesom man kan finde både komik og ironi i forsøgene på at reducere antallet af møder – og i karikaturen af de engagerede forældre. En møde-fobi er et sjovt og anderledes træk hos en karakter, men det er spørgsmålet, om det alene kan bære en hel roman.
Evnen til at være asocial
Miriam Wanner
241 sider
WGPress ApS
Udgivet: mars 2024
Birte Strandby