Patricia Toht debuterer som børnebogsforfatter med julebogen “Et rigtigt juletræ”. Den smukke billedbog virker tillokkende med sin elegante forside. Der er næsten noget eventyrligt over det! Indeni gemmer der sig en letlæst og enkel julefortælling skrevet på rim.
”Et rigtigt juletræ” har farverige illustrationer af Jarvis. De er enkle og fornøjelige – med en børneglad stil, som var de lavet med pensler og farvekridt. De store farverige tegninger er lette at afkode og forstå for barnet. Illustrationerne emmer af glæde og god stemning.
Historien består af vers, der rimer. Handlingen er ganske simpel. Vi følger en familie, der tager ud for at finde et juletræ. Fortællingen er bygget op omkring hele processen med at udvælge det helt rigtige træ, komme hjem med træet og finde julepynten frem, pynte træet fint og sætte lyskæder på og sætte stjernen på træets top. Da bogens forfatter er engelsksproget, er der også elementer, som vi nok ikke vil kunne genkende: At få hjælp fra vennerne til juletræspyntningen og placere et juletog for foden af træet. Men ellers er glæden ved det smukke juletræ præcis den samme. Bogen vinder ved at blive genlæst, så man dels dus med rimene men også får øje på detaljerne i illustrationerne. Det er fx pudsigt at se juletræspynten, der er meget lig den danske.
Julebøger til børn er i mine øjne en vigtig del af julen. De kan virkelig skabe stemning og atmosfære. Nogle julebøger indeholder en helt særlig magi. Dem tager man til sig, og de bliver en del af familiens juletradition. ”Et rigtigt juletræ” har gode intentioner, men kommer ikke helt i mål. Måske er det fordi, vi kun betragter processen omkring juletræet på afstand. Der er ikke nogen navngivne børn i fortællingen, som barnet kan identificere sig med. Eller måske er problemet, at bogen i oversat form desværre mister sin særlige rytme og stemning. Rimene ér der, men de halter til tider. Sproget flyder ikke tilstrækkeligt frit og naturligt. Det kan man dårligt bebrejde oversætteren. At oversætte rim ér uhyre vanskeligt. Når målgruppen samtidig er børn der har et mindre ordforråd tilgængeligt, bliver det endnu mere udfordrende.
”Et rigtigt juletræ” er en pæn billedbog, der hylder juletraditionerne. Det er dejligt at se! Den kan især bruges til at italesætte de fine ritualer, der er en vigtig del af julen. Når vi læser en billedbog som ”Et rigtigt juletræ”, får vi mulighed for at være sammen om forventningens glæde og cementere de traditioner, som vi gerne vil værne om.
Et rigtigt juletræ
Forfatter: Patricia Toht
Forlag: TURBINE
36 sider, illustreret. Indbundet
Udgivelsesdato: 29. 10.2018
Anmelder: Nønne Lønne Votborg