Malin Stehn er forfatter til en lang række svenske børne- og ungdomsbøger. Med spændingsromanen ”Et godt nyt år” debuterer hun som voksenforfatter.
Handlingen tager sin begyndelse nytårsaften 2018, hvor to familier vanen tro skal fejre nytårsaften sammen. De to forældrepar mødes i det ene hjem. Deres to 17-årige døtre Smilla og Jennifer har fået lov at låne det andet hjem, hvor de skal holde en nytårsfest sammen med deres venner. Det er dog med bange anelser, at forældrene lader de unge feste.
Nina er gift med Fredrik, og de to er forældre til to mindre drenge samt datteren Smilla. Forældrene kører over til deres vennepar Lollo og Max, der er forældre til Jennifer. Med til nytårsfesten er også veninden Malena, der har medbragt en ny kæreste. Kvinderne har kendt hinanden fra de var unge og studerede. Snart står det klart, at det med at feste sammen nytårsaften måske mere er af vane end af lyst. De er med tiden vokset mere og mere i forskellige retninger. Nu er det kun minderne, der binder dem sammen.
Nytårsaften kommer langt fra til at forløbe planmæssigt. Da aftenen er omme, er Jennifer forsvundet. Det er i sig selv et frygteligt mareridt for forældrene. Hvad i alverden er det sket? En ond drøm tager sin begyndelse. Nu begynder skeletterne at rasle ud af skabene. Både unge og voksne har hemmeligheder, der chokerer.
I takt med at rædselsvækkende ting kommer op til overfladen, må hver enkel overveje sit liv og sine relationer. Det er slut med at foregive en masse for at glansbilledet kan stråle. Eller er det nu også dét?!
Bogen er fortalt ud fra skiftende synsvinkler, idet hvert kapitel har Fredrik, Ninna og Lollo som fortæller. Det kan måske undre at Jennifers far Max ikke indgår som fortæller, men han har kun en birolle som en travl forretningsmand.
Der opnås en god psykologisk effekt, ved at historien skildres ud fra de forskellige personers synsvinkel, idet læserens opfattelse og sympati for personerne hele tiden udfordres og sættes på prøve.
Malin Stehn har forfattet en bundsolid spændingsroman med masser af substans og underholdning. Bogen formår at overraske med mange gode plottwists. Det er ikke blot en detektivhistorie om en ung forsvunden teenager, men også en fascinerende menneskeskildring om mørket i os alle. Forfatteren har et godt øje for relationer og blik for menneskets indre følelsesliv. Det betyder, at hendes personkarakteristikker ikke bare er sort-hvide, selvom der også optræder nogle klassiske stereotyper. Malin Stehn spidder det moderne parforhold, der på overfladen er så super perfekt. Straks man kradser lidt i overfladen, er billedet dog et helt andet. Dét er naturligvis med til at give romanen autenticitet og relevans for læseren.
Skrivestilen er let og levende. Malin Stehn formår at holde spændingen oppe på et højt niveau. ”Et godt nyt år” er en af de romaner, der er lette at se for sig som materiale til en fantastisk film. Bogen kan med rette betegnes som en såkaldt page turner og den løser sin opgave på vellykket vis.
Et godt nyt år
Forfatter: Malin Stehn
Oversættelse: Dorte Einarsson
Forlag: Hr. Ferdinand
465 sider sider. Paperback
Udgivelsesdato: Den 9. januar 2023
Anmelder: Nønne Lønne Votborg