Thomas leder stadig.
Som i romanen En længsel efter noget fra 2014 er Thomas hovedpersonen. Han er manden med det perfekte liv incl. hustru og tre børn. Manden der ikke lader sig korrumpere og selv vælger retningen på sit liv. Men midt i sit relative lykkelige ægteskab har Thomas en affære med pigen, som han mødte i folkeskolen. Det er en flirt som han efter egen vurdering burde have udlevet i sine teenageår, og han ender med at gøre det forbi og i stedet satse på sit ægteskab.

Hans beslutningsprocesser er komplicerede og må hver gang forbi barndommen. og det er her romanens ankerpunkter ligger, i barndommen og især i puberteten. Det er ikke uinteressant, men romanen går her over til at ligne et erindringsværk, der i stort omfang er hængt op på tidens musik – i firserne – og takket være den politisk engagerede far også i nogen omfang på verdens tilstand: Indira Ghandi bliver dræbt, Lech Walesa kommer på banen i Polen, og Gorbatjov er så småt ved at dukke op på den politiske scene.

Barndommen er godt skildret, og der er mange historiske markører der gør romanen nærværende for læseren, og unge Thomas formidler livet humoristisk:

Claus havde også en lillesøster, der lignede pigen fra Poltergejst. Hvem, der var far til hende, var der ingen, der vidste. Men flere mente at have set hende gå i søvne om natten.

Men for den voksne Thomas’ vedkommende er der tendens til overdreven omgang med banaliteter:

Det gik op for Thomas, at han var en lille brik i et stort matadorspil, der gik ud på at berige aktionærerne.

Ideen med at bruge musikken til at støtte erindringen er ikke dårlig, men har en tilbøjelighed til at virke kunstig, og unge Thomas er så meget mere autentisk end den voksne Thomas.

Peter Solberg Dirksen

220 sider
SKRIVEforlaget
Udgivet: 2015