Protreptik er et ledelseskoncept fra det gamle Grækenland, en filosofisk samtaleform der kunne udvikle mennesker og ledere. Aristoteles benyttede protreptik på Alexander den Store. Herhjemme har Ole Fogh Kirkeby arbejdet med protreptikken. Det går ud på at praktisere en samtale, hvor samtalepartneren konfronteres med et spejl af sin egen eksistens, og gennem refleksion opnår en dybtliggende bevidsthed for at finde ind til egne værdier. Det har man taget til sig inden for ledelsesteorien og i andre sammenhænge, eksempelvis anvender Karen Humle en protreptisk tilgang, når hun spiller musik for døende mennesker.
Samlet giver ‘Erfaringer med protreptik’ et billede af, hvordan vi gennem italesættelse af begreber og værdier lærer at møde hinanden med anerkendelse og respekt. Det er således også en vej til afvikling af indgroede forestillinger og til udvikling af synergi om anvendt på arbejdspladsen. Samtidigt bliver begge parter i dialogen opmærksomme på egen formulering, er spørgsmålene åbne, eller rummer de en forventning til svaret?
Bidragsyderne fortæller hver især, hvordan og hvor de anvender protreptikken, og hvert kapitel slutter med fem gode råd. Det er spændende læsning.
Flere af indlæggene relaterer sig til brug af protreptik på arbejdspladsen, det vil sige, hvordan filosofien kan bruges til eksempelvis begrebafklaring på møder, og i forbindelse med medarbejder- og lederudviklingssamtaler. Guli Werther fortæller om, hvordan lederne i hendes organisation besluttede sig for at arbejde med begrebet mod, og det resulterede i blandt andet følgende spørgsmål: Hvor kommer mod fra? Hvilke kendetegn knytter sig til mod? Hvad er det modsatte af mod? Og sognepræst Pia Sølfoft fortæller om afholdelsen af vintersaloner i Marmorkirken om temaer som skam, og skyld, barmhjertighed og retfærdighed.
Michael Højlund Larsen er fortaler for at bringe filosofien ind i børnenes verden og giver en grundig vejledning i, hvordan man gør det som forældre/voksen. Her kan man også med fordel skæve til Oscar Brenifiers bøger fra 2013-14: Hvad tænker du om skønhed og kunst!? Hvad tænker du om livet? De er tilegnet børnene, let læste og godt illustrerede.
Men protreptik har flere anvendelsesmuligheder. Pia Houmark bruger det som dialogisk modgift mod professionsetisk stress, og i det hele taget ser det ud til, at vi alle kan bruge det som et middel mod vanetænkning. Måske kan protreptikken se frem til en professionel karriere inden for politik?
Erfaringer med protreptik
Inspiration fra praksis
Maibritt Isberg Andersen (red.)
Med bidrag af: Maibritt Isberg Andersen, Ole Fogh Kirkeby, Pia Søltoft, Guli Werther, Karin Jønsson, Michael Højlund Larsen, Karen Humle, Pia Orloff Houmark, Bastian Overgaard, Gitte Lønstrup Dal Santo
254 sider
ContentPublishing
Udgivet: 2020
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks