Ungdomsroman om Vera og de små og store dramaer der omgiver hende

Vera sidder i klassen. Det er 2. g, og alle sidder ved hver sin computer, da en klassekammerat falder sammen foran sin. Han går i krampe, og bliver hentet af ambulancen.

Det er en chokerende oplevelse. Endnu mere chokerende bliver det, da Veras mor hjemme fortæller, at han ikke er den første. At hun og en amerikansk videnskabsmand netop forsker i, hvad der sker, når man sidder for længe foran skærmen. Det er i første omgang fortrinsvis gamere det går ud over. Og Anders fra klassen er nok den der gamer mest. Senere stiger hyppigheden af kramper og besvimelser blandt gamere. Det bliver kaldt for ‘drop’ i massemedierne.

Veras mor og den amerikanske forsker går i nyhederne med deres undersøgelser og kan fastslå en direkte sammenhæng mellem skærmtid og risikoen for drop. Tech-giganterne køber den ikke, og resten af verden stiller sig kritisk, men der sker flere og flere drop. Udover unge gamere rammes it-virksomhederne. En anden af Veras klassekammerater får hjertestop og dør kort efter, at han er droppet. Der kommer flere hackere på banen, og der sker strømsvigt i Danmark, Sverige og Tyskland.

Midt i det begyndende kaos er Vera og hendes forelskelse i en dreng, som hun ikke kan få. Hun har også et fritidsjob i en børnehave der ifølge lederen leverer omsorgssvigt, fordi de er underbemandede, så hverdagen er næsten realistisk, men måske skåret ud i pap.

Som ungdomsroman fungerer e-pidemic glimrende. Her er spænding og udvikling og et godt blik for dagens mange kriser.

e-pidemic

Dropperne

Irene Scharbau

211 sider

Books on Demand

Udgivet: 03.09.2024

Birte Strandby