Endnu er der håb

Året er 1953, vi er i Sverige – nærmere betegnet i provinsbyen Ekstad på det lokale sygehus. Efterdønningerne af det store antal salmonellasmittede efter strejken på slagteriet i Alvesta afløses af en kollektiv angst for polioens hærgen. I Danmark er mange smittet året før. Sygdommen medfører død og invaliditet. På Ekstad sygehus får man, som i det øvrige Sverige, travlt med at passe og pleje patienter med polio – også kaldet børnelammelse.

Romanen ”Endnu er der håb” har tydelige reminiscenser til den engelske tv-serie ”Landsbyhospitalet”, men er holdt i en mere alvorsfuld tone. Det er polioen, der er omdrejningspunktet for fortællingen.

Forud for romanens start er der en præsentation af personerne i bogen. Det er der også god brug for! ”Endnu er der håb” er nemlig ganske omfattende i sin beskrivelse af livet på et sygehus. Forfatteren Karin Wahlberg, der selv er læge, vælger at skildre sygehuslivet og polioen fra alle tænkelige synsvinkler.

Vi møder alle, der har deres gang på sygehuset – lige fra vaskekoner, assistenter, overlæger, læger, sygeplejerskestuderende, patienter, pårørende til lægernes hustruer, der som oftest er indkvarteret i de nærliggende lægeboliger. Hver og en har sin egen interessante fortælling, og Karin Wahlberg begiver sig ud på mange sidespor. Flere af disse sammenkædes hen mod bogens slutning. Ofte er der desværre en tendens til, at vi ikke kommer dybt ned i de forskellige problemstillinger. Bogen griber næsten over for meget. Det er ærgerligt at al den stund, Karin Wahlberg har skabt et spændende og fascinerende univers på det lille svenske landsbyhospital.

Blandt det store persongalleri finder vi sygeplejeeleven Ella-Kirstin og turnuskandidaten Carl i en central rolle. De to har fundet kærligheden, men går stille med dørene af hensyn til reglementet. Netop datidens strenge kultur på et sygehus skildres levende af Karin Wahlberg. Som læge har hun stor viden om polio og hospitalshistorie. Hun øser endog meget rundhåndet ud af facts om begge dele. Til tider lidt vel rigeligt, men samtidig er det også denne faglighed, der er med til at løfte bogen op fra gængse lægeromaner. På samme vis skildre Karin Wahlberg flot kvinderollen i 1950´ernes Sverige. Vi følger fx lægefruen Nancy, der keder sig og ikke føler hun har opnået noget. Patienten Sonja Bengtsson rammes af kræft og kæmper derhjemme med en drikfældig mand.

Plejeassistenten Wilma får selv hænderne fulde, da hendes datter indlægges med polio. Netop kvindernes slidsomme, udfordrende og bekymrende liv skildres uhyre fint. Det er medrivende læsning. Præcis som beskrivelserne af behandlingsforløbene, der om noget viser hvor alvorligt polio var i datidens Sverige. ”Endnu er der håb” er både lærerig, dramatisk og gribende. Det er en påmindelse om, hvad angsten gør ved os når epidemier rammer. Dermed er den – desværre – aktuel den dag i dag.