Katrine Marie Guldager har gennem en årrække skrevet 6-binds Køgekrøniken. Men på opfordring af filmproducenten Peter Aalbæk Jensen har hun nu skrevet romanen ”En uskyldig familie”. Peter Aalbæk Jensens ønskede, at handlingen skulle foregå på Sydfyn, og at der skulle være en præst med. Nu er romanen om en familie og deres børn, der vokser op i 1970’erne, klar til de forventningsfulde læsere.
Familien har flere gange været omdrejningspunktet for Katrine Marie Guldager. Denne gang har hun skrevet en medrivende, indsigtsfuld og fængslende roman om et venstreorienteret par, Holger og Jytte, og deres tre børn Lene, Fredrik og Jakob. Helt centralt i fortællingen står Frederik. Vi følger ham fra barnsben, hvor han føler sig klemt af sine søskende og overset af sin mor. Hurtigt tager han revanche og bliver indbegrebet af en ung handelsstuderende. Klaus Riskjær er hans idol, han studerer på Handelshøjskolen, bliver VU‘er, kommer på Harvard og får et topjob hos Goldman Sachs. Her trives han fuldt ud på de bonede gulve. Men finanskrisen er lig med et farvel til USA. I stedet flytter Frederik til London. Men den personlige krise lurer lige rundt om hjørnet. Frederik mangler noget i sit liv. Kærligheden, trygheden, familien?! Frederik vender tilbage til Danmark desillusioneret efter et sammenbrud. Nu venter kampen for at komme oven vande personligt og karrieremæssigt.
I ”En uskyldig familie” tegner Katrine Marie Guldager et indsigtsfuldt og fascinerende portræt af familiens dybt komplicerede indbyrdes forhold. Vi følger de forskellige familiemedlemmers personlige udvikling efterhånden som årene går. Forældrene er socialister, anti-kapitalister og nærer en dyb mistro overfor de værdier og valg, deres to ældste børn foretager sig. Frederik der er indbegrebet af en finansmand. Lene vælger troen til og bliver præst i Svendborg. Den yngste søn mestrer aldrig tilværelsen.
Katrine Marie Guldagers roman er en ægte pageturner. Det er gribende og dybt rørende at følge de forskellige familiemedlemmers smertefulde kamp for at søge tilfredsstillelse, mening og glæde. Bogen minder os om det særegne ved de familiemæssige bånd; det unævnelige der binder os sammen. Men samtidig er det også fortvivlende at opleve, hvordan visse fejl og problemstillinger synes at være universelle og tilsyneladende findes i enhver familie.
At forstå og respektere hinandens valg er lettere sagt end gjort. Dét skildrer Katrine Marie Guldager på mesterlig vis. Det er en uafrystelig roman om de bånd, der på en gang binder os sammen, men samtidig tærer og truer roen. Undervejs vil læseren føle sig godt og begavet underholdt. Tidsportrættet er præcist og rammende. Den dysfunktionelle familie kalder på medfølelse og sympati, men også vores nysgerrige blikke.
Visse romaner knytter læseren sig til, fordi forfatteren mestrer det eksistentielle stof så godt. Efter endt læsning efterlader bogen et tomrum. Sådan en bog er ”En uskyldig familie”. Den er mesterligt skrevet og svær at glemme.
En uskyldig familie
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Politikens Forlag
304 sider, Indbundet.
Udgivelsesdato: 5. januar 2017
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Interview, Kristeligt Dagblad:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/forfatter-man-bliver-et-staerkere-menneske-hvis-man-ikke-altid-taenker-ske-min-vilje
Om Guldager: https://www.information.dk/kultur/2009/03/regnskabet-68-maa-goeres