De første europæiske handelskompagnier mindede mere om regelrette transnationale og militariserede virksomheder for organiseret landevejsrøveri …

Thomas Piketty leverer igen et fornuftigt og klart bud på, hvordan vi er havnet i dagens problematik med ulighed, klimaproblemer og racisme, og hvordan vi kan bevæge os ud af den igen eller i hvert fald få en sund tilgang til løsning af problemerne. Denne gang fokuserer han på uligheden, og som sædvanligt når man læser Piketty, bliver det indlysende, hvor vi spænder ben for os selv. Uligheden er som bekendt ikke ny. Den har været der længe, og i de fleste samfund er den internaliseret, uden at vi altid er helt bevidste om det.

Piketty indleder med at kritisere vores sædvanlige måleudstyr. Eksempelvis måler vi rigdom i bruttonationalprodukt, men man kunne med fordel i stedet anvende Human Development Index, HDI, der er udarbejdet af FN og også omfatter data om sundhed og uddannelse. Det ville give et tydeligere billede af, hvor et land ligger på rigdomsskalaen. Måske skulle man også indarbejde data om klimabelastning og udnyttelse af naturressourcer for at få et mere præcist billede af et lands tilstand?

I forbindelse med uligheden ser Piketty på begrebet ejendomsbesiddelse i historisk belysning. Det vil sige ejendomsbesiddelse af plantager, slaver og trekantshandel i de gamle kolonimagter. Den vestlige verden har med kolonialismen og militær overmagt arrangeret verdensøkonomien til egen fordel. Og ikke nok med det. Da slaveriet blev afskaffet, fik slaveejerne senere erstatning for deres tab, men slaverne har ikke fået det.

Her burde Frankrig være særligt interessant, fordi Den franske Revolution også var et opgør med ejendomsbesiddelse, og af en graf i bogen kan man se, at der rent faktisk var et fald i de rigestes rigdom omkring 1790-1800. Det modsvares dog ikke af en stigning i de fattiges ejendom, og det varer heller ikke så længe, før de rigeste igen bliver rigere. Det næste store fald i de rigestes besiddelser var fra 1920 til 1980 – den ‘store omfordeling’ kalder Piketty det – her fandt især de europæiske lande ud af, at uddannelse var nødvendigt og en magtfaktor, og det var også her socialstaten med uddannelse, sundhed og social sikring blev grundlagt. Den progressive skat var et uvurderligt stykke værktøj i lighedens tjeneste, men man har som bekendt modereret brugen af den progressive skat sidenhen. 

Den tilbagevendende snak om skattenedsættelse kender vi også i Danmark fra Folketingets højrefløjspartier, der jævnligt taler om lavere skatter til de rigeste. Sommetider ud fra en forventning om en slags ikke-eksisterende trickle-down økonomi, og ellers fordi skattefrihed ses som et grundelement i liberalismen.

Piketty går i kødet på arv, skat og ejendom, som han også gør i Mod en ny socialisme, men denne gang lægges vægten på fortællingen om den historiske ulighed, og Piketty har blik for det, som måske ikke er åbenlyst for alle. Ligeså peger han på det problematiske ved, at politiske partier støttes af private pengestrømme, og spørger om man kan sætte et loft for, hvor meget man må give til politiske partier. Som i sine andre bøger har han gode forslag til, hvordan vi kan ændre de økonomiske systemer, så verden bliver et mere retfærdigt sted – hvor de rigeste ikke bare bruger løs af ressourcerne for så at stryge ud i rummet, når der ikke er flere ressourcer på jorden.

Der er mange informative grafer, men bogen er trykt i sort/hvid, og graferne må være i farve i det oprindelige værk, for det er ret umuligt at skelne de grå nuancer fra hinanden. Det betyder på ingen måde, at man misser budskabet, der står helt klar efter end læsning.

En kort historie om lighed

Thomas Piketty

Oversat af Peer Bundgaard

320 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2022

Birte Strandby