Selvbiografisk roman der foregår i tiårene efter 2. verdenskrig. Synsvinklen er jeg-fortællerens fra hun er en lille pige til hun nærmer sig voksenalderen. Familien er jøder, men selv om det bliver dyrket i stort omfang ved familiesammenkomsterne, undgår moren og faren at tale om det, og først sent får døtrene at vide, hvad der egentligt skete under krigen. Set i det rette perspektiv, virker det som om barnet nærmest invalideres af ikke at kende til baggrunden, men af hensyn til søsteren Helle, tvinges forældrene til at fortælle sandheden til sidst.
Perspektivet er i stort omfang det uforstående barns, og romanen handler om hendes opvækst, skolegang, mødet med en verden, der ikke forstår hende og om morens konstante gliden af på barnets nysgerrige spørgsmål. Det handler også om den første veninde, og den første, kærlighed, Boj, der hjælper hovedpersonen til at afklare sit eget forhold til jødedommen, hvorefter forholdet ender tragisk.
Et gennemgående træk ved romanen er familiens reaktion på forhindringer, tilbøjeligheden til at påberåbe sig offerrollen ved enhver modstand, uagtet om denne er logisk forbundet med antisemitisme eller ej – en tendens, Boj mener, skulle være vendt med Dreyfus-affæren.
Ifølge forfatteren handler romanen netop om det med at leve med en ufortalt historie, men det er ikke nødvendigvis det interessante ved romanen, hvorimod beskrivelserne af familiefesterne, barnets opfattelse af ord og udtryk er pudsige: Ophavsmand betyder en, der ridser i biler, og det bliver ubehageligt, når progromen kommer efter én, eller den meget ungdommelige fortolkning af tanternes snak om bedstefarens jagt på kvinder: Han var jo russer og løb meget.
Birte Kont
253 sider
Gyldendal
Udgivet: 12.04.2011
Birte Strandby
