Denne roman, hvis idé man kan spekulere lidt over, er præget af en meget anderledes sprogbehandling. I første omgang ligner det ophørsudsalg i metaforbutikken:
… den fysiske tilstedeværelse af kroppens konstanthed.
.. .templets takkede vægge af visdom.
eller
… søg ikke angsten til at fylde de årsagsforklarende huller ud.
… hendes seneste erfaringers indtog i den fælles fortælling.
For slet ikke at tale om:
… den kernefortælling, der lå som en beskyttende hinde rundt om perlens stumme historie.
Hvor man jo lige må stoppe op og overveje, hvad pokker det kan betyde.
At romanen så egentligt handler om Emilia og hendes søgen efter en far på det konkrete niveau, og efter en evighed på det mindre konkrete og meget fantasifulde niveau, opdager man næsten ikke, fordi man hele tiden bakser med at få sorteret meningen ud af alle de ord, der er sammensat på en ny måde. Muligvis drejer det sig om vordende hype, men nogle metaforer er anbragt, så man griber sig selv i at fnise umodent, uagtet romanens hensigt måske var at signalere gru og store tanker:
.. .drevet i armene på modernismens sælsomme individualitet
… transithallens frihedssøgende uendelighed
… snublende cykelstyr-overskæg
Men skulle man finde ordvalget frastødende og misbrugt, så må man medgive, at de mere intime scener er betydeligt mere saftige end sædvane for ’dannelsesrejseromaner’:
Hans maskulinitet søgte hendes sanselige feminitet…
Som en udfordring af vores måde at bruge sproget på, er romanen interessant. Blot er det ikke en særlig smuk anvendelse og som nævnt kan det i høj grad hæmme forståelsen af teksten, især hvor sproget er decideret forkert brugt: Emilias skinbarlige krop..
Forfatter: Inger-Marie Corfitz Mose
156 sider
Siesta
Udgivet: November 2009
Birte Strandby
