Vi begynder midt i en kamp – EM-kvalifikationskampen mod Irland – som ender uafgjort, og Danmark er på vej til EM.

Herefter følger lidt fakta om EM, historien, guldvinderne – med vægt på vinderne i 1992. Det er der endda lavet en film om: Sommeren ’92.

Vi kommer også ind på forlænget spilletid og straffe, og for de særligt interesserede er der en beskrivelse af  Tjekkoslovakiets straffe mod Vesttyskland i 1976, begået af Panenka.

Der afsluttes med et billede af EM-pokalen og en kort tekst om EMs 60-års fødselsdag i år.

Billedmaterialet er ret flot. Der er som bekendt meget spræl i sportsfotografier, og det ser godt ud, når sportsudøveren fanges midt i bevægelsen. Teksten har et lixtal på 21 og er underordnet fotografierne.

På de fleste sider er der små tekstbokse med forskellige oplysninger om kampe, for eksempel blev der kun spillet fem kampe i 1968 og kun scoret syv mål. Der er også en tekstboks med ordforklaring på vært, altså værtsland.

Alt i alt en flot bog, og hvis man er bare en smule interesseret i fodbold, er den meget appellerende, både grundet fotografierne og fordi teksten er både enkel og tilstrækkelig informativ til at fastholde læseren. Fakta Maxi-serien er beregnet på børn i 2. – 4. klasse.

EM-fodbold

Emilie Tholstrup

32 sider

Straarup & Co

Fakta Maxi-serien

Lix 21

Udgivet: 2020

Birte Strandby