Pauline Rehné har med Ela leveret en roman med et stort  persongalleri – og foretager mange krumspring for at fortælle sin historie om kvinden fra Krakow, Elz´bieta Alechindsky, eller blot Ela.

Måske har Rehné gjort det mere indviklet, end det behøvede at være.

Freelancejournalisten Liva Fjord har skrevet om Elas liv og skæbnesvangre stormende forelskelse i den danske musiker Kim Jensen, der med to andre optræder på en café i den jødiske bydel Kazimierz. En dag i begyndelsen af marts 1989 besøger Kim  kongeslottet Wawel, hvor den smukke, unge rødhårede kvinde er guide.

Den del af bogen fylder de første 166 sider. Det svarer til, hvad Liva Fjord har skrevet om Ela. Det handler om  ægteskabet med Kim, flytningen til Nordjylland, selv om kvinden ellers har svoret, at hun aldrig ville forlade sin fødeby i Polen. I det jyske forsøger hun at falde til, mens Kim komponerer musik til en musical.  Hun bliver fortrolig med den livskloge Lone, der lærer hende dansk, og bliver bedste ven med hunden King. De forstår hinanden. Der  fortælles om Elas graviditet.

Vi får at vide, at Elas far, Roman, er en kendt kunstner, der sjældent er hjemme i Krakow, men rejser rundt i verden. To ældre tager sig af  pigen, hvis moder og lillebror er for længe siden døde ved et bilulykke.

Romanen foregår på det tidspunkt, da Polen er ved at gøre sig fri af det kommunistiske jerngreb. Det strejfes kun, ikke mere.

Den 4. marts 2024 modtager journalisten en pakke, sendt af Marie, Elas datter. Den indeholder det manuskript som Liva Fjord har skrevet om Ela 30 år tidligere. Et brev opfordrer hende til at gøre historien færdig, nu Ela er død.

En del af handlingen i anden del foregår i Himalaya. Her slår Ela sig løs og er ret ubehagelig for sine omgivelser. Det fortæller Liva Maria om, mens de selv tager ud på bjergbestigning. Det viser sig, at Maria ikke er et resultat af samkvemmet med Kim, men med  guiden i bjergbestigning, Nima.

Kims barn var dødfødt …

Resten af bogen er fortællinger fra forskellige personer og deres opfattelse af og oplevelser med Ela, og de stritter i mange retninger. Det er i hvert fald for denne anmelder lidt svært at danne sig et helhedsbillede af, hvem denne kvinde fra Krakow egentlig er. Måske vil  Pauline Rehné “bare” fortælle om kærlighedens vel- og vildveje …

Pauline Rehné er uddannet skuespiller med hang til at skrive. Ela er hendes anden roman. Den første var En verden af fjolser fra 1923.

Ela

Roman

Forfatter Pauline Rehné

318 sider

Udkom juni 2024

forfatterskabet.dk

Anmelder Bjarne Gregersen