Svenske Bea på snart 13 år er på en måde heldig. Hendes mor er en berømt installationskunstner i Berlin, og bedre kan det næsten ikke blive.
Bea bor hos sin far i Sverige. Han skifter kæreste uafladeligt, og så spiller han i et rockband, når han har fri. Det har han gjort i 15 år, men bandet spiller stadigt dårligt. Til gengæld giver de koncert i Beas yndlingspizzaria. Mere pinligt kan det ikke blive. Men det kan det så alligevel. Farens kæreste, Kajsa, trækker et nyt publikum med sig, og Beas to venner og klassekammerater insisterer også på at overvære koncerten. Beas far lover højt og helligt Bea, at de ikke vil spille deres største hit ‘Sexy times’ (‘Far, du er 42 …’), men bandet bliver grebet af stemningen. Bea udvandrer.
Heldigvis har Bea sine to forstående venner, men der opstår også problemer. Og da Kajsas lillebror pludseligt bliver husvild, tilbyder Beas far, at han må bo hos dem. Bea ser kun en løsning på alle vanskeligheder: hun må besøge sin mor i Berlin.
Det lykkes Bea at få sin vilje, og hun gør klar til at tage på eventyr. Det bliver en oplevelse, men ikke den udgave, Bea forventede.
For teenageren er pinlige forældre mere reglen end undtagelsen, og gennem Bea får man alle de ubehagelige nuancer leveret med humor og ironi. Romanen er let læst, og der er mange grin undervejs, selv om der er noget tragisk i at have en mor, man ikke har set i fem år. Også det uforståelige ved kæresten og det uforstående – men venlige – ved faren er humoristisk fremstillet, ligesom de to venner, den ene repræsenterer barndom, den anden ungdom, fint krydrer den udmærkede fortælling.
Ekstra af det hele!
Cecilia Lidbeck
Oversat af Anja Hitz
206 sider
ABC Forlag
Udgivet: november 2023
Birte Strandby