13 tankevækkende noveller om, hvordan livet ser ud i den nye digitale verden i tiden efter klimaforandringerne.
Titelnovellen handler om en lille familie, mor, far lille Mika og storebror Yang, der er en robot. Midt i morgenmaden banker Yang hovedet ned i sin skål med mælk og Cheerio. Han er gået i stykker. Det er et chok for alle. Familien har ikke råd til en ny robot, så i første omgang opsøger de værksteder, der kan reparere robotter. Desværre er Yang færdig. Det er et hårdt slag for familien, men de får tilbudt at gemme hans taleboks, så hans stemme fortsat lyder i familien.
En anden novelle, Børn af den nye verden, handler også om en familie, der har fundet sig til rette i Den nye verden. Skønt de har fundet sig til rette som barnløse, bliver hustruen, Mary, pludseligt gravid. I Den nye verden kan man fjerne en graviditet så hurtigt, som man kan slette en fil. Det er næsten det samme. Men parret beslutter sig for at få barnet – og også hendes lillebror
… vores liv lyste op på en måde, der ikke ville have været mulig i den virkelige verden. Online, med vores nye familie, havde vi fundet lykken.
Et par år senere beslutter parret sig for at prøve et erotisk eventyr i Den Mørke By. Det viser sig at være en fantastisk oplevelse, som de dyrker med stor nydelse. Desværre resulterer deres aktivitet sig i en virus: pludseligt dukker en mand op på badeværelset og tilbyder seksuelle ydelser. Ham får de slettet, men så ringer det på døren, og en mand præsenterer sig som familiemedlem og beder om at få deres kreditkortnumre. Der er kun en mulighed for at slippe for virussen: genstart med de oprindelige indstillinger. Det indebærer, at de skal slette børnene.
Det er en verden fuld af muligheder, vi præsenteres for. Her har mennesker kameraer bag øjnene, minder kan konstrueres og sælges, og man kan dele sin sorg med resten af verden. Enkelte steder røbes det, hvordan den virkelige verden ser ud, blandt andet i novellen Faldlinje, der handler om en skiløber i tiden efter Den Store Afsmeltning. Der er stadigt mindre sne hvert år, der bliver færre steder at stå på ski og sæsonen bliver kortere, indtil skisportsstedet må lukke. Den virkelige verden er under nedlukning, og livet er sjovest i virtual reality.
Novellen Efter Yang er filmatiseret af Kogonada i 2021 med Colin Farrel som familiefaren, der savner sin robotsøn.
Efter Yang
Fortællinger
Alexander Weinstein
Oversat af Mads Bunch
246 sider
Café Monde
Udgivet: 2023
Birte Strandby
Anmeldelse af novellen ‘Efter Yang’ i Ekko: https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/after-yang/
Novellen ‘Efter Yang’ anmeldt i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2022/08/kogonadas-smukke-sci-fi-drama-after-yang-udforsker-minder-menneskers-natur