En ganske stor del af tidens selvudviklings- og organisationslitteratur handler om at frigøre sig fra de vante rammer, tænke kreativt, tænke anderledes og ’ud af boksen’. Denne bog går et skridt videre og foreslår, hvordan vi åbner bevidstheden for alt det, vi sædvanligvis ikke ser, fordi vi hænger fast i mønstre, og fordi vi er for jordbundne. Blandt andet inddrages spirituel oplysning, og en dimension forfatteren kalder Feltet, men som andre kalder Gud/skæbne. Desuden benytter forfatteren lejligheden til tale om energier og energipåvirkninger, og en af flere påstande går på, at vi selv kan påvirke, hvad der skal ske i fremtiden blot ved at udsende de rigtige energier/vibrationer.

Et eksempel er kvinden, der gør op med egen tabermentalitet og bestiller en ferierejse til et eksotisk feriemål, uagtet hun ikke har råd. Samme dag som rejsebureauet rykker for betalingen, modtager hun et uventet brev og en sum penge fra en gammel værelseskammerat, der har solgt deres fælles møbler.

Noget lignende sker for forfatteren, da hun overvejer om hun skal droppe sit job for at hellige sig sin egen – endnu beskedne – forretning. Hun beder om et tegn fra oven indenfor 48 timer, og bliver fyret! Overbevisende tegngivning.

Bogen præsenterer metoder til, hvordan man kan afprøve sine egne talenter for at styre hverdagen. Nogle ideer og råd er meget overbevisende, såsom at man kan påvirke tingene ved at fokusere, mens andre kan virke luftige og langt ude for almindelige skeptikere.

Skemaerne til afprøvning af den nye tænkemådes effektivitet har tidsfrister på 48 – 72 timer, så det er jo bare at komme i gang.

Pam Grout

Oversat af Hanne Steinicke

Borgen

Udgivet: 19.05.2014