Billedbog for de mindste om kunsten at tackle et problem
En lille pige – bogens unavngivne hovedperson – vil tegne en blomst. Ikke bare en blomst men en der er superflot. Det er ikke så let endda, og pigen laver en masse forkerte streger. Det er frustrerende. Problemet bliver uoverskueligt, og det føles næsten som om et monster forfølger hende rundt i huset.
Monstret er lige ved at fange hende, men så beslutter hun at prøve igen. Tegningen bliver færdig, ikke helt som pigen havde forestillet sig, men flot alligevel. Siden er der noget med oprydning, men det bliver alligevel for kompliceret. Så er det sjovere at se, om den anden pige kan gå hele vejen til Honduras på stylter.
Illustrationerne er helsides og enkle. Der er højst et par ting på hver side. Billederne virker overbevisende, monstret er lidt trælst, så man er lettet, da det forsvinder. Farverne er beige og brun, undtagen blomsten der er triumferende rød, gul og grøn, så sejren – overvindelsen af en selv – er passende markeret.
Layoutet er indbydende, og moralen – hvad problemer gør ved en, når man ikke gør noget ved dem – er tydelig selv selv for meget unge læsere.
Interessant og udtryksfuld bog, men måske ville det være venligere overfor kunstneren at lade den anmelde af en billedkunstner fremfor af en litteraturanmelder.
Dumme lorteblomst
Jan Oksbøl Callesen
64 sider
Jensen & Dalgaard
Udgivet 2022
Birte Strandby