Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen tager nok engang fat på en stor kvindeskikkelse. Det gør hun i romanen ”Dronningen af Saba & Kong Salomon”, der lader sig inspirere af den sagnomspundne figur Dronningen af Saba, der kendes fra Bibelen. Bogens anden store karakter er Kong Salomon.
Titelpersonen er den purunge Makeda, der vokser op i Etiopien. Moren dør, og faren kender hun ikke til. Den beslutningsfulde og handlekraftige Makeda vælger i år 984 f. v. t. at begive sig ud på den farefulde færd, gennem ørkenen og over havet, for at møde sin far Mosi, der er rådgiver for kongen i Ma´rib. Den lange rejse er dramatisk, og kun takket være sit store mod og en imponerende styrke klare Makeda turen. Makeda forenes med sin far, og efter en voldsom hændelse udnævnes han til konge af Saba. Hun bliver prinsesse af Saba og optræder snart som faderens højere hånd.
Makeda er en dygtig og dreven politiker med øje for vigtige samarbejdsrelationer. Derfor insisterer hun på at drage af sted til Israel til Kong David med tilbud om en handelsaftale, der kan sikre de sabeanske karavaner fri passage gennem det israelske territorium. Mødet med Kong David viser Makeda nye sider af hendes jeg. Hun tiltrækkes af kongen, men vælger alligevel at rejse hjem igen. Men noget er forandret for altid.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en stor og dejlig fortælling om to velkendte skikkelser. I bogen tegner hun et livagtigt billede af datidens Afrika og Mellemøsten. Naturbeskrivelserne er detaljerige og flot skildrede. Man fornemmer tydeligt, hvordan mennesker levede i pagt med deres omgivelser og var prisgivet naturens luner. Evnen for det sanselige skal fremhæves som en stor styrke i Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab. Der, hvor bogen har en svaghed er i beskrivelsen af Makeda – Dronningen af Saba – der portrætteres som en moderne kvinde med nutidige værdier. Makeda adskiller sig markant fra bogens andre karakterer, og det bliver en tand feministisk, når hun stiller så mange spørgsmålstegn ved samfundsordenen, retspraksis og andre ting. Er det mon realistisk i datiden?
På trods af den skepsis man nærer mod det sandsynlige i Makedas normsæt og væremåde, kan man ikke andet end at overgive sig til fortællingen. Man henføres til ”1001 nats eventyr” og ser bogens oldtidsunivers lyslevende. De personlige stridigheder og trosmæssige problematikker er med til at gøre bogen vedkommende for læseren anno 2015.
Det er alt i alt en stor glæde at læse Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog, der både indeholder sygdom og død, tro og tvivl, sorg, politik, magt, intriger, mord og familieproblemer – og meget mere! Men mest af alt er det en flot fortælling om at kæmpe for det, man tror på og bygge bro på tværs af skel.
Dronningen af Saba & Kong Salomon
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Gyldendals Forlag
1. udgave 2015 soft cover m. klapper
Udgivelsesdato: 10. 10 2015
Nønne Lønne Votborg