Hvad får man, hvis man kobler Hunger Games og Sofies verden af Jostein Gaarder med The Matrix? Så får man Drømmemaskinen, der med en vis elegance får anbragt et interessant udvalg af de mere banebrydende filosoffer i relevante sammenhænge i teksten, så man læser dem med samme begejstring som romanens mere dramatiske passager.

Vi møder både Turing, Putnam, Platon, Hobbes og Kant. Sidstnævnte i en interessant diskussion med Bentham og Bakuni. Umiddelbart ser det ud til, at Kant vinder diskussionen, og alle tre herrer er i øvrigt i selskab med Hannah.

Vi er i 2045. Adam nyder sommeren sammen med sine venner. Indtil han i drømme bliver spurgt: Adam, Adam, hvor er din søster? Som Neo i The Matrix vågner Adam i den virkelige verden, der ikke er særlig rar. Skolegangen styres af tests alene. Børn hvis forældre er arbejdsløse kaldes ‘de fortabte børn’. Familierne får points for at forbruge, og stedet har et ‘strukturpoliti’, der sørger for at ingen siger noget grimt om denne den bedste af alle verdener. Adams forældre er forsvundet på mystisk vis, og nu er også hans søster væk.

I hans drøm fortæller en computerstemme, at den ved, hvordan han finder sin søster, og dermed begynder Adams rejse. Han slår sig sammen med V, en begavet pige fra hans skole, og sammen tager de ud på en rejse fyldt med farer og udfordringer.

V bliver fanget af vagter, og Adam der ellers er lidt frygtsom – i modsætning til V – bliver nødt til at slås. Det bliver en kort kamp, men konsekvenserne er voldsomme, og pludseligt står V og Adam overfor et afsluttet diktatur og et spirende demokrati. Det giver anledning til nye diskussioner om frihed og grænser for frihed. Har enhver lov til at forfølge sine drømme, og hvad med dem der ikke har de samme muligheder?

Det dystopiske samfund der danner baggrund ligner det i Hunger Games, og den farefulde færd giver også referencer til både The Matrix og Hunger Games. Diskussionerne om demokratiet og menneskets frihed er underholdende, især når Kant folder sig ud. Det er ikke utænkeligt, at dette er vejen til filosofferne for de unge.

Drømmemaskinen

En filosofisk ungdomsroman

Mads Rangvid

344 sider

Mindspace

Udgivet: 27.09.2019

Birte Strandby