John Grisham har indtil videre skrevet omtrent 50 thrillers. Adskillige af hans bøger er filmatiserede, blandt andet Klienten, Firmaets mand og Pelikan-notatet. Den første med Susan Sarandon og Tommy Lee Jones, Firmaets mand med Tom Cruise og Pelikan-notatet med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne.
Scenen er sat i Missisippi. De to hovedpersoner i Drengene fra Biloxi, Keith Rudy og Hugh Malco, er vokset op i Biloxi i 1960’erne. De har været skolekammerater og venner. Men da de bliver ældre, vokser de fra hinanden.
Hughs familie har en omfattende virksomhed der blandt andet beskæftiger sig med spil og prostitution. Keith går i sin fars fodspor. Hans far er advokat og har med held ført retssag mod forsikringsselskaber der har nægtet at udbetale forsikring til de skadelidte efter en storm. Keith har et ønske om at rydde op i kriminaliteten i Biloxi og omegn. Hugh har et ønske om at udvikle forretningen.
Keith og Hugh går i hver sin retning og med hver sit forhold til loven. Men de lander begge i det samme retslokale.
Modsat eksempelvis Pelikan-notatet og Firmaets mand er er spændingsopbygningen relativt langsom, og vi hører meget om Hugh og Keiths unge år, før der kommer ægte tempo på handlingen. Drengene fra Biloxi er ikke en fantastisk læseoplevelse de første godt 150 sider, men så kommer der et retssalsdrama, og det mestrer Grisham som ingen anden. Måske fordi han er uddannet jurist. Og der er flere optrædener i retten undervejs. Det er en helt særlig læsernydelse, og måske er romanen også velegnet til film.
Drengene fra Biloxi
John Grisham
Oversat af Poul Henrik Westh
524 sider
memoris
Udgivet: 22.10.2024
Birte Strandby