Genfortælling af en række historier fra Det gamle Testamente.

Det er blandt andet fortællingerne om Adam og Eva, Kain og Abel, Moses, Abraham, Isak, Jakob og andre der rummer fascination for de yngste læsere.

Der er byttet lidt rundt på kronologien, og bogens første fortælling handler om Moses der bliver sat ud på Nilen i en sivkurv for at undgå, at Faraos soldater dræber ham. Faraos datter finder drengen, og Moses’ storesøster der har holdt øje med kurven fra sivene ved kysten skynder sig at fortælle prinsessen, at hun kender en god amme. Det er naturligvis Moses’ egen mor der således skal tage sig af Moses – og i denne bog er det hende der fortæller Moses de andre historier fra Bibelen.

Illustrationerne er farverige, og der er mange af dem. De er også rolige og venlige taget i betragtning, hvor meget vold der forekommer i Bibelen. Samson illustreres som en stærk mand der vælter søjler, og Goliath falder ganske vist død om, men der er ikke noget skræmmende ved billedet. Frøerne på Faraos tallerken er nærmest lidt Disney-agtige, selv om Farao bestemt ikke ser ud til at grine. Samlet er tegningerne lidt nuttede, og det lykkes at  formidle et indtryk af uskadelighed. Teksten søger at give et lignende indtryk. Således er Kain og Abel blevet til brødre der ikke kan enes, selvom det handler om brodermord. Sodoma og Gomorra drukner i ild og svovl, men teksten koncentrerer sig om Lot, og da Noa har bygget sin ark, drukner resten af verden i regn, men vi ser det ikke. Derimod er det et flot motiv, da dyrene senere forlade arken. Det er også her der står, at regnbuen er Guds løfte om, at han ikke igen vil lade en syndflod drukne jorden. Vi håber, den stadigt holder.

Sproget er enkelt og nutidigt, og ‘Drengen der ville tælle stjernerne’ er først og fremmest en samling gode fortællinger for børn fra fem til ca. 10 år.

Drengen der ville tælle stjernerne

og mange flere af de allerbedste historier fra det gamle testamente

Louise Langhoff Koch

frit efter Morten Pontoppidans Bibelske historier fortalt for børn

Illustreret af Birgitte Ahlmann

153 sider

Bibelselskabets Forlag

Udgivet: 11.04.2024

Birte Strandby