Endnu en roman med Skagen som lokaliteten (Mellem to have, august 2009), hvor hverdagsdramaerne finder sted. Denne roman foregår 1817 – 1829, altså længe før Skagen blev til et kulturelt arnested, men i et Skagen, der lever af havet og lever med de ofre, havet jævnligt tager.
Vi følger to jeg-fortællere. Den ene er Jan, sort slave fra Charleston og den anden Marie, datter af en stedlig fisker. Beretningen begynder med Maries stedmor, Annas selvmord. Hun drukner, ingen ved hvorfor, men det stempler Marie og hendes familie som uheldssvangre.
Byfogeden udnytter farens apati til at sørge for at sende Maries døvstumme halvbror væk, og, Marie bliver pige for byfogedens hustru. Senere drukner Maries far, og flere dødsfald følger efter. Flere af dem forårsages af skyld. Marie kan mærke, at noget er galt, men ikke gennemskue, hvad det er.
Jan tænker og handler som en slave, han har ikke megen selvstændig tankegang udover den der styres af drifter, overlevelses- og seksualdriften, det sidste er vejen til katastrofen. Marie derimod er aggressiv og frittænkende med kun et beskedent lag høflighed. Det bliver hende, der ender med at forstå tingenes rette sammenhæng.
Skildringerne af miljøet er maleriske, og stemningen i det lille lukkede samfund intens og mærkbar, især frygten for det fremmede, det anderledes og det uheldbringende er tydelig. Samtidigt er romanens tempo roligt, og det maleriske går undertiden over i rent stilleben med mange detaljer, der bidrager til roen, men ikke til handlingen.
Der er stor grundighed i beskrivelserne og heri ligger også risikoen for, at bogen bliver rigeligt tung at komme igennem.
Forfatter: Henrik Ventzel
272 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 08.09.2009
Birte Strandby
