Ja, denne bog handler om vildveje, og dens emne er håbløshed.

Annemarie Schwarzenbach levede fra 1908 til 1942. Hun arbejdede som rejsejournalist, fotograf og forfatter og rejste til blandt andet Persien, Rusland og USA. Persien – det nuværende Iran – fik en særlig betydning for hende, og det fremgår af romanen.

Død i Persien er skrevet i midten af 1930’erne. Det er en selvbiografi bestående af flere dele, blandede refleksioner og en hjerteskærende kærlighedshistorie.

Schwarzenbach er en skarp observatør, når det handler om begivenheder uden for hende selv. Således fortæller hun om, hvordan de persiske mænd af shahen får besked på at lægge deres traditionelle hovedbeklædning, og deres hustruer får tilladelse til at gå rundt i offentligheden uden chadoren (den store halvcirkelformede kappe der bæres yderst). De begunstigede borgere er skamfulde og forvirrede, men indretter sig efter shahens ordre. 

Der er flere brikker til det samlede billede af Persien, men den virkelige fortælling knytter sig til Jalé, der er smuk og lungesyg. Hendes mor har forladt hendes far, og hans stolthed er krænket. Han hævner sig ved at sende den skrøbelige Jalé til en skole i Tyrkiet. Siden bliver hun bortført af sin mor og lever et lykkeligt år i Schweiz, men faren flytter hende siden til Teheran, hvor han lader hende undgælde for morens svigt.

Fortælleren og Jalé får et tæt forhold under fortælleren egen sygdom. De to har mange dybe samtaler. De bliver venner, og måske var de også blevet elskende, hvis ikke Jalés tilstand blev stadigt værre. Fortælleren er villig til at køre i otte timer for at være sammen med Jalé, men hun får ikke chancen. Måske er det en del af grunden til forfatterenes Weltschmerz, omend hendes grundlæggende tristhed findes længe før mødet med Jalé.

Man skal bare tro på, at der kommer et tidspunkt, hvor man igen har lyst til at leve.

Død i Persien

Annemarie Schwarzenbach

Oversat af René Jean Jensen

Korridor Novella #24

145 sider

Korridor

Udgivet: August 2024

Birte Strandby