Django Unchained

Reference, kopi, pastiche, homage

Jeg har tænkt over det. På mange måder er Christoffer Boe det tætteste man kommer en dansk Quentin Tarantino (Ikke Anders Thomas Jensen, eller Shaky Gonzales, som nogle måske ville tro). Forskellen er bare, at Boe ligger mest vægt på de af hans referencer der er til respekterede kunstfilm, hvor Tarantino ligger mest vægt på de af hans referencer, som er til B-film. Mængden af egne påfund i forhold til mængden af referencer, er dog proportioneret på samme måde hos begge.

Historie, fortælling, plot, narrativ

Django Unchained er stadig, i skrivende stund, den seneste film fra den superpopulære instruktør Quentin Tarantino, hvis navn virkelig klinger, når det udtales af en dyb, maskulin stemme.

I den finder vi en alliance imellem eksslaven Django (Jamie Foxx) og den suspekte tandlæge dr. Schultz (Cristoph Waltz). Til gengæld for at Django hjælper den gode doktor med sine lejemorderkontrakter, vil doktoren hjælpe Django med at få sin kone Broomhilda (Kerry Washington) tilbage. Hun er blevet reduceret til slave under den skumle slaveejer Calvin Candie (DiCaprio). Der er selvfølgelig meget mere til historien, som i enhver Tarantino-fortælling, men det er kort sagt plottet.

Auteur, kunstner, geni, helt

Man kunne hurtigt, ved første kig, begynde at tale om det ret så tydelige tema racisme, men jeg vil dog anbefale at man lader være. Tarantino bliver i dag, som auteur, sat på niveau med instruktører som Stanley Kubrick og Akira Kurosawa og Alfred Hitchcock og alle dem der i dag anerkendes som klassikerne. I den sammenhæng er Tarantino også en nulevende klassiker, måske en af de sidste sande auteurs. Det sagt kan ingen af de titler der tilkommer ham, legitimeres ud fra ideen om den tyngde hvormed han binder sine temaer. Tarantino har ikke meget at sige, om andet end film, hvilket også er hvad der gør ham symptomatisk for vores tid. Han har aldrig lavet en komposition der fortalte om andet end de ting, som allerede er blevet fortalt. Tarantinos omdømme skyldes hans evne til at klippe-klistre, hans flabethed som fortæller og hans skarpe dialoger. Bag hans utallige henvisninger til andre, og de mange ord, er der dog ikke meget at se efter. Dette gør ham dog hverken mindre kendt, eller mindre underholdende.

DiCaprio, DiCaprio, DiCaprio, DiCaprio

Det er da synd, at manden endnu ikke har vundet en Oscar, men det ændrer ikke på situationen i Django. Da DiCaprio, som enhver god karakter i en Tarantino film, endelig får sin monolog, bliver det for meget. Han er en god skuespiller, når han bare sættes i en sammenhæng, hvor man helst skal overspille lidt, hvilket også er tilfældet her. Alligevel er der et eller andet der giver sig, i den ellers fine konstruktion. Måske overspiller han bare lidt for meget, men det er også som om der er en vis desperation, som om de har tænkt for meget over det: ”Vi skal så meget have DiCaprio med og han skal have en fed monolog, vi skriver den så den passer til ham, så kan det være at han endelig får sin Oscar, hvorfor ikke? Cristoph Waltz fik jo for Inglourious Basterds (ikke en stavefejl)!”. Det skulle vise sig igen, at være Cristoph Waltz der løb med bedste præstation i en birolle. Der var ikke langt fra jødejægeren Hans Landa i førnævnte til den gode doktor Schultz i Django, men det var alligevel en stor fornøjelse at se ham igen.

Underholdning, sjov, løjer, spasmageri

Django er en stærkt underholdende film. Den er, som altid hos Tarantino, fabelagtigt skrevet og filmet som alle de film der nu har inspireret ham. Den bør tages som underholdning, for hvis man endelig insisterer på at gå i dybden med de mere seriøse temaer, som racisme og slaveri, så ender man uundgåeligt i den politiske ukorrekthed som er Samuel L. Jacksons hysterisk sjove karakter.