Mennesket har altid stræbt. På Schlegels tid stræbte man efter viden, og digterne stræbte efter poesiens blå blomst, og for tyskere har den højere bevidsthed altid været forbundet med romantik og længsel, men i dette samfund hvor ’nettet’ – den verdensomfattende forbundethed bestående af platforme, communities og blogsfærer – styrer, eksisterer hverken basisdemokrati, demokratur eller anarki – alting bestemmes alene af neuromaterialismen.
Das Fest ist vorbei. Die Schönen schlafen schon. Die Entscheidungen sind alle gefallen. Die Väter nicht mehr fragbar. Die Pforten alle aufgestoßen, die Gärten ausgelichtet und jedes verbotenen Zimmer ist entdeckt …
Et gammelt fortryllet hus i industrikvarteret bliver tilflugtssted for en lille gruppe mennesker: Fire søskende og to elskere. Nadja er den ene søster, og hendes elsker – som viser sig at være både utro og ikke-elsker – er den modtagelige jeg-fortæller.
Væk fra hverdagen og verden udenfor udvikler denne frivillige isolation sig snart til en søvngængeragtig snart til en klarsynet leg med tanker og adfærdsformer, og det er vigtige spørgsmål, der vendes: Er netværket et evolutionært produkt, og giver det en åndelig overlevelsesfordel overfor den manglende bevidsthed, som enhver indbygger i informationskulturen lider under? Og har vi i stedet for en bedre og mere retfærdig verden fået en light-udgave?
Man kan ikke tale om et plot, og handling er der ikke meget af – men der er flere brandfarlige diskussioner i romanen om blandt andet tidens bevidsthedskrise: Jeg er, hvad jeg oplever. Eller som forfatteren så smukt udtrykker det: Ånden er et tømt yoghurtbæger.
Nogen forløsning kommer det ikke til, og romanen kunne fortolkes som forfatterens ventede kritik af massemedier og tilværelsens indholdsløshed.
Forfatter: Botho Strauß
124 sider
Deutscher Taschenbuch Verlag
Udgivet: Januar 2010 (genudgivelse)
Birte Strandby
