Kan vi som bevidste forbrugere redde verden fra neoliberalismens destruktion af miljø og klima? Hvis vi vælger de rigtige varer, hvis vi køber produkter der er mærket som bæredygtige fra ansvarlige virksomheder?

Så enkelt er det desværre ikke. Tyskernes svar på Naomi Klein, Kathrin Hartmann, leverer her en præsentation af, hvordan virksomheder markedsfører sig på grønne statements, mens de koster kassen for miljøet. Det er ikke kun de tyske bilproducenter der snyder på vægten, for der er milliarder at tjene på et grønt image. Helt konkret oplyses i Die grüne Lüge, at produkter med grøn certificering har en handelsværdi på mere end 30 milliarder dollars.

De seneste år har mange store koncerner profileret sig, så de fremstod grønne og miljøvenlige i brugerens optik. Det drejer sig om blandt mange andre Shell, Nestlé, BASF, McDonald’s, Henkel – og Coca Cola der fremstiller sig som beskytter af drikkevandet og samtidigt pumper brønde tomme i fattige lande. Unilevers direktør hævder, at Unilever er verdens største NGO, men koncernen bruger hvert år otte millioner tons råstoffer af den type der rydder skove: soja og palmeolie.

Med et nyt ord hedder det grønvaskning, når en virksomhed mere eller mindre berettiget påberåber sig bæredygtighed som et led i markedsføringen. I nogle reklamer – som hos Volkwagen og deres mål om at blive økonomisk og økologisk nummer et – er brug af bæredygtighedsetiketten indlysende selvmodsigende, mens det hos andre virksomheder kan være ganske vanskeligt at gennemskue, om det grønne image holder.

Hartmann har fundet en del eksempler på, hvordan koncerner har nedtonet deres overgreb på mennesker og miljø. Et af de mere velkendte er boreplatformen Deepwater Horizon der sprang i luften i 2010. BP betalte godt syv milliarder i erstatning og afsluttede oprydningsarbejdet i 2014, men lokalt i det sydlige Louisiana taler man om oliepest og konsekvenser, som man ikke har set det sidste til. Samtidigt har BP gjort sig bemærket ved økonomisk at støtte de senatorer, der benægtede klimaproblemerne og modsatte sig Obamas klimapolitik.

Også tekstilindustrien bliver trukket gennem Hartmanns vridemaskine, men H&Ms underbetalte børnearbejdere er en gammel nyhed, og det er jo så langt fra den eneste virksomhed der klodser i det. I denne truede verden er det stadigt indtjening der er Gud.

De mange virksomheder der siger et og gør noget andet er det ene diskussionsoplæg i Die grüne Lüge. Det andet er politikerne. Såvel i Tyskland som i andre europæiske lande har man indtrykket af, at klimaet ikke rigtigt interesserer vores politikere:

Verbraucherinnen und Verbraucher haben es selbst in der Hand, sich für ein Produkt zu entscheiden, das unter menschenwürdigen Produktionsbedingungen, ökologish und soziel vertretbar hergestellt wurde. (Bundesentwicklungsminister Gerd Müller)

Det er altså vores eget ansvar at vælge de varer der skåner klima og miljø, hvis vi kan gennemskue det. Men har politikerne ikke et ansvar for rammerne?

Kathrin Hartmann har skrevet en opsang til magthaverne, til de virksomheder der ikke alene ødelægger miljøet men oven i købet påberåber sig at kæmpe for det – og til de politikere der ikke synes, at det har noget med dem at gøre. Det er skræmmende, øjenåbnende og motiverende læsning.

Filmen The Green Lie der er baggrund for bogen er skabt i samarbejde med Werner Boote.

Kathrin Hartmann

Die grüne Lüge

Weltrettung als profitables Geschäftsmodell

240 sider

Blessing

Udgivet: 2018

Birte Strandby