’Human kind cannot bear too much reality’ kan man med T. S. Elliot sige om denne roman.
Midaldrende David har pr. standarddefinition et godt liv. Hans ægteskab fungerer fint, og han har aldrig ønsket, at det var anderledes:
… men samhørigheden kunne sommetider føles som et solsystem, hvor himmellegemerne kun med lange intervaller passerer hinanden …
Han er velkonsolideret grænsende til det kedsommelige. Hustruen Emma er kunstmaler og hjemmegående. Datteren går på kunstakademiet og står foran sin første udstilling. Alt er roligt. Indtil David opdager, at nogen har malet et hagekors på hans postkasse. Det er ikke så ligetil at fjerne, så David køber en ny postkasse, men hagekorset når at vække en nedarvet paranoia, der minder ham om, at han er jøde og at han ikke fik taget afsked med sin far. Hans tidligere kæreste, som han fravalgte, fordi hun aldrig ville have kunnet præstere den gnidningsløshed, der karakteriserer hans ægteskab, er dødssyg. Datteren bliver kæreste med en pakistaner, og deres fælles installationsvideo grænser sig til det pornografiske. Også Emma rammes af mindre og store hændelser, der truer tilværelsen – eller er det de sidste følere i den virkelige verden inden tæppefald? I hvert fald går sidst akt til datteren, der lige vil teste, om hun kan forarge forældrene. Om de vil lade sig forarge.
I lighed med Isaac Bashevis Singer og Amoz Oz kan Grøndahl med stort og bjergtagende fortælletalent formidle en stilfærdig historie, der skubber til ens opfattelse af tilværelsen og skræmmende demonstrerer, hvordan vi hager os fast i det trygge liv med de faste rammer og de få visioner.
Jens Christian Grøndahl
229 sider
C & K Forlag
Udgivet; 4.11.2010
Birte Strandby
