Titlen er ikke et udbrud fra en trængt udviklingsminister men derimod en kommentar fra en afghansk kvinderettighedsforkæmper, og undervejs i bogen diskuteres også, hvordan kvinderettigheder og ligestillingsproblematik påvirker fattigdom i verden – eller rettere, hvordan groft sagt – mere magt, det vil sige privat ejendomsret og indflydelse på anvendelse af egne midler – til de fattigste kvinder kan mindske fattigdom. Det er ikke en nyhed. Tværtimod kom det første initiativ hertil med Grameen Bank fra Muhammad Yunus i 1976. Senere fortsatte C. K. Prahalad tanken om at gøre de fattigste til forbrugere, og de der har haft fornøjelsen af Hans Kornø Rasmussens bøger og foredrag har også fået forståelse for, hvorfor det netop er satsningen på kvinderne, der er vejen væk fra global fattigdom – ud fra den simple betragtning, at kvinder i højere grad bruger deres midler på deres børns sundhed og skolegang, og at kvinders ret til at bestemme over egen krop/fødsler vil gøre mere for at bremse befolkningstilvæksten end noget andet tiltag.

Ligestilling er kun en del af indholdet. Der er også en kritik af den hidtidige udviklingshjælp, hvor ofte kun en brøkdel af støtten er nået frem til det projekt, der var i kikkerten: Skolen, hospitalet. Udviklingshjælpen foregår derfor nu som budgetstøtte, der ledsages af større gennemsigtighed og klageret fra forskellige instanser – eksempelvis fra de bønder, der skulle have modtaget støtte til deres landbrug. Fundamentalt i udviklingshjælpen er desuden overdragelse af ansvar til udviklingslandets egne borgere, hermed følger privat ejendomsret – og identifikation, for eksempel en registreringsattest, der med sin anerkendelse af bæreren, forsyner vedkommende med rettigheder, hvad enten det er adgang til sundhedsvæsen eller stemmeret. Hvad Friis Bach ikke berører, er at identifikationen er en tilnærmelse til vestlig individualisme og en afstandtagen til den kollektivisme, der har været menneskers sikkerhedsnet, hvor et land ikke har haft de fornødne institutioner. Institutionerne er vigtige, men måske kunne kollektivismen også have været brugt til noget?

Generelt kan man sige, at udviklingsministeren (anno 2013) let og pædagogisk med rigelig anvendelse af hurraord og smukt layoutet – giver stemme til de mange tænkere, der har gjort sig overvejelser om, hvordan verden får gjort op med fattigdommen. Det omfatter – naturligvis – en fortale for demokratiet, for institutioner (jfr. Niall Ferguson, The Six Killer Apps of Western Power) og for bekæmpelse af korruption og uigennemsigtighed ved pengeoverførsler. Desuden er der et kapitel om, hvordan menneskerettigheder kan implementeres i lovgivninger og ad den vej sikre den enkelte borgers grundlæggende retssikkerhed.

Herudover understreges værdien af så forskellige tiltag som uddannelse og internationalt samarbejde, og der er en omtale af FNs rolle i fremtiden (også beskrevet i Kofi Annans ’I krig og fred’).

Christian Friis Bach

142 sider

Eget forlag

Bogen kan hentes som pdf på www.friisbach.dk

Udgivet: April 2013