Jo mere man læser om udkantsproblemer, ulighed, ingen læger, nedlagte institutioner, nedskæring i kollektiv transport, jo mere overbevises man om, at kommunalreformen i 2007 var et forsøg på at indskrænke Danmark til fire hovedbyer. Det er set i bakspejlet rigtigt vanskeligt at få øje på fordelene ved reformen. Til gengæld er ulemperne mange og påtrængende, som det også fremgår af de første sider i denne bog, der kort fortæller om provinsboeres vanskeligheder med at få lån til ejendom, med at finde kollektiv transport til uddannelsessted og arbejde, med at få børnene i skole, efter at kommunen har besluttet at lukke den lille lokale folkeskole. Med forfatternes ord: velfærden trækker sig tilbage.

I bogen genfortælles de tragiske hovedtræk ved kommunalreformen: sygehuse, politistationer, domstole og uddannelser centraliseres i de større byer og efterlader mange provinsbyer uden fælles statslige institutioner. Kommunerne slås sammen, og nærdemokratiet flytter til nabobyen. Baggrunden var at strukturkommissionen dengang konkluderede, at kommuner med under 20.000 borgere ikke kunne opnå stordriftsfordele. Kommuner med over 50.000 borgere har til gengæld ’stordriftsulemper’. Det blev efterfølgende bekræftet af udviklingen i mængden af djøf’ere i kommunerne. Det er dyrt med de mange akademikere, men så må man spare andetsted, og det var der, vi fik undermineret den nære velfærd.

Siden er centraliseringen taget til. Seminarier, skoler og børnehaver er lukket. Det har vist sig næsten umuligt at få eksempelvis boliglån i udkantsområder, og i bogen er der eksempel på en sund virksomhed der ikke kunne få finansiering og derfor endte med at blive solgt til en udenlandsk fond.

Udover det problematiske i skævvridningen af landet så er det også vejen frem for partier som DanmarksDemokraterne der sælger sig selv på en fortælling om ulighed. Det er det, vi også ser andre steder i verden, en højredrejning der får vælgere til at søge tilflugt i protesten mod ‘det etablerede system’, velbeskrevet i Den politiske konflikts historie af Cagé og Piketty. Arbejderklassen er svundet ind og delvist erstattet af et lavtlønnet prekariat der gør sig bemærket ved ikke at kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Forfatterne har ti forslag til, hvordan man vender udviklingen. Det handler blandt andet om uddannelse, decentral borgerservice, låneordninger, udligningssystemet og de fælles naturressourcer. Her kan man måske indskyde, at det for politikerne synes at være en fordel for kommuner at lempe planloven, mens det fra en miljø- og naturvinkel er ret katastrofalt.

Hvad angår kollektiv transport taler forfatterne for en statslig ‘Uber-app’, så transport i tyndt befolkede områder styres af private bilister. Det er desværre en videreudvikling af en dårlig trend – nemlig mantraet ‘privatbilen er nødvendig’ – og meget langt fra god, kollektiv transport med busser der kører på bestemte minuttal. Hvis man i stedet for mere vejbyggeri investerede i kollektiv transport, så kunne det medføre, at der kom færre privatbiler på vejene, folk spildte mindre tid i køretøjerne, og der blev bedre plads til erhvervslivet – også uden at man skulle bygge flere veje. Det vil være godt for klima, miljø og trængsel. Danmark er geografisk et lille land, men mange års udsultning af kollektiv transport har virket, så mulighederne er skrumpet – flere steder på Fyn har man ligefrem rykket busstationen væk fra centrum, måske for at markere at den kollektivt rejsende nedprioriteres?. Her mangler i høj grad en saltvandsindsprøjtning, faste busser, vedligeholdte stationer og generelt en anerkendelse af, at kollektiv transport giver muligheden for at udnytte tiden fornuftigt under transporten.

Bogens emne er vigtigt og der er god viden om de vigtigste emner i udkantspolitikken. Især behandlingen af boligpolitik er omfattende, og det mere personlige kapitel om Svendborg og teksten om Holbæk får sat tingene i perspektiv. Bogen afslører også i høj grad, at socialdemokrater måske egentligt godt kender til udkantens problemer og ikke mindst til løsningerne.

Medlemmer af Socialdemokrater er flere gange blevet grebet i at skrive udmærkede bøger, såsom Rige børn leger bedst, Efter festen og Dybvads glimrende Udkantsmyten. Tænk, hvilket fantastisk regeringsparti Socialdemokratiet kunne udvikle sig til, hvis de også tog indholdet til sig. Så ville vi måske opleve en solidaritet der omfattede udkanten og måske oven i købet en kollektiv transport der kunne betjene alle – unge og gamle.

Det de kalder udkant kalder vi hjem

Yderområder, købstæder og det aparte København

Bjørn Brandenborg og Lars Olsen

238 sider

Gyldendal

Udgivet: 2024

Birte Strandby

Pio og Altinget, Bertel Haarder

https://www.altinget.dk/artikel/bertel-haarder-nyt-politisk-kampskrift-er-et-prisvaerdigt-forsvar-for-det-vi-nedladende-har-doebt-udkantsdanmark