I Brødrene Grimms første udgivelse af Kinder- und Hausmärchen fra 1812 var der et eventyr, Marienkind, hvori en fattig pige får chancen for et rigt liv hos Jomfru Maria. Der er kun en betingelse i pigens nye liv: hun må ikke åbne en bestemt dør. Da Jomfru Maria er bortrejst, bliver fristelsen for stor, og hun åbner den forbudte dør, hvorpå hun falder i unåde. Det koster hende megen lidelse, før hun bliver tilgivet. Temaet er taget mere eller mindre direkte fra Bibelen og udstødelsen af Paradiset.
Angela Carter har givet eventyret en ny drejning i titelnovellen. Her er igen en fattig pige. En rig, magtfuld mand af aristokratiet tilbyder hende ægteskab, og det kan hun kun sige ja til, selv om hendes mor er skeptisk. Mandens tidligere hustruer er forsvundet, men det bekymrer ikke vores hovedperson. Hun flytter ind på hans slot, og da ægtemanden kort efter brylluppet må rejse for at tage sig af forretningsanliggender, får hun overdraget nøglerne med besked på, at en af dem ikke må anvendes. Og så kan man jo næsten gætte, hvordan det går. Straffen udebliver ikke, men det er ikke en, som hverken Grimm eller Bibelen kunne have forudsagt. Der er også en redningsaktion, og her ligger den virkeligt store overraskelse i fortællingen.
Det er spændende, når forfatteren trækker læseren ud af vanetænkningen. Det er også det, der virker i begyndelsen af trilogien Pigen med den blå cykel, der har taget form efter Borte med blæsten, og i princippet er det det samme der sker, når Tarantino drejer historien som i Inglourious Basterds og One upon a Time… in Hollywood. I tilfældet Angela Carter er der samtidigt tilsat nogle virkningsfulde gysereffekter der pepper læsningen op.
Helt den samme effekt får man ikke i Mr. Lyons kurmageri der er baseret på Skønheden og udyret, her er historien blot fortalt på en lidt mere prosaisk måde, langt fra den oprindelige eventyrverden. Et udtryk som ‘pastefarvet lediggang’ ville aldrig have fundet vej til det franske eventyr fra 1740.
De to fortællinger hører til de lettere i samlingen. I Snebarnet, (Snehvide) og I ulvenes selskab – der har flere ligheder med Rødhætte – er handlingen anderledes syret. Vi bevæger os ud i det surrealistiske, og Rødhætte udlægges i en version der ikke er for børn.
Det blodige kammer er første gang udgivet i 1979. Angelas Carters værker er blevet kaldt for magisk realisme, men realisme er der ikke meget af i historierne. Blot udnytter Carter læserens kendskab til de velkendte eventyr, og det har en bemærkelsesværdig effekt.
Det blodige kammer
og andre historier
Angela Carter
Oversat af Nielsine Nielsen
304 sider
Alhambra
Udgivet: 15.08.2024
Birte Strandby
